10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

PET-rapport - Overvågede griber mikrofonen

PET-rapport - Overvågede griber mikrofonen

Onsdag, 12. august, 2009, 00:00:00

En stor del af de aktive bevægelser og partier, som blev masseovervåget af PET, inviterer mandag til offentlig høring

EU-modstandere, fredsfolk, antiapartheid- og palæstinaaktivister, kommunister, fagforeningsfolk! Alle blev de overvåget af Politiets Efterretningstjeneste (PET) under den kolde krig.
På mandag samles de for at kræve oprejsning og fortælle deres historie. Du er også inviteret med, når PET-komitéen slår dørene op til Lager, Post og Servicearbejdernes fagforening i København.
På høringen tages den 16 bind store og 4600 sider lange PET-rapport, som Folketingets PET-kommission offentliggjorde i juni, under behandling.
- På konferencen giver vi de overvågede ordet. De er ikke blevet hørt i den officielle rapport. Rapporten er blevet til på den ene parts - nemlig PET`s - præmisser. Det er PET selv, som har bestemt om interessante papirer skulle skaffes til veje til Kommissionen - eller skaffes af veje, siger advokat Bjørn Elmquist til Arbejderen.
Han er med i PET-komitéen, som består af fagforeninger, partier, freds- og solidaritetsorganisationer og enkeltpersoner, der blev overvåget. Komitéen er det folkelige modstykke til den PET-kommission, som Folketinget nedsatte i 1999 for at kortlægge PET`s overvågning og registrering af lovlige politiske partier og bevægelser under den kolde krig.
Høringen sætter ikke kun fokus på fortidens overvågning.
- Det er vigtigt, at konferencen peger fremad: Vi skal stille krav om øget kontrol med efterretningstjenesterne. Der skal placeres et ansvar. Det skal slås fast, at overvågningen var ulovlig. Og de borgere, som blev overvåget, skal have oprejsning, fastslår Bjørn Elmquist.
Han konstaterer, at PET-rapporten ikke giver nogen oprejsning til de overvågede - men tværtimod frikender PET. Derfor arbejdes der nu på at forberede en eller flere retssager ved danske domstole og eventuelt den Europæiske Menneskeretsdomstol.


Høring om PET-rapport
Mandag den 17. august, klokken 9.30-13 hos Lager, Post og Service, Peter Ibsens Alle 27, København NV.
Fra den omfattende række af oplægsholdere kan nævnes:
- Baggrunden for Kommissionen belyses af tidligere folketingsmedlem Søren Søndergaard og advokat Bjørn Elmquist.
- Tidligere folketingsmedlem Preben Wilhjelm, tidligere medlem af DKP`s centralkomité Anton Nielsen og forskningsbibliotekar dr. phil Morten Thing behandler Kommissionens resultater.
- Ole S. Hansen fortælle om erfaringerne med at undersøge efterretningstjenesten i Norge.
- En lang række repræsentanter fra organisationer og partier, der blev overvåget, kommenterer rapporten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. aug. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland