20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strejke er slut

Strejke er slut

Onsdag, 24. juni, 2009, 00:00:00

Natten til tirsdag kom der en aftale på plads mellem HCS og de strejkende skraldemænd

I går morges kunne man igen se skraldebiler med mærket HCS køre rundt i gaderne i Gladsaxe, Herlev, Ballerup, Glostrup, Hvidovre og Rudersdal.
11 timers forhandling resulterede natten til tirsdag i en aftale mellem repræsentanter for arbejdsgiver og ansatte. Dermed er den godt to uger lange strejke slut. Det samme er sympatikonflikterne, der mandag bredte sig til mindst 18 kommuner.
Faglig sekretær i 3F Vestegnen, Bob Nørup, vurderer, at den nye aftale er god og holdbar.
- Der er kommet nogle indrømmelser, og nu skulle tingene meget gerne køre fremadrettet, siger han til P4 København.
De godt 50 skraldemænd gik i strejke for anerkendelse af deres tillidsmand og for bedre arbejdsmiljø i firmaet. Aftalen sikrer, at skraldemændene i første omgang kan beholde Ronni Larsen som talsmand.
- Ønsker skraldemændene det, kan de vælge Ronni Larsen som tillidsrepræsentant om seks måneder. Men det er på betingelse af, at han ikke igen blander sig i virksomhedens ret til at lede og fordele arbejdet, siger Kim René Bush, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.
Der har været strid om Ronni Larsens person, fordi ledelsen i HCS ikke ville acceptere, at han på et tidspunkt, hvor han var opstillet men endnu ikke valgt som tillidsmand, satte et opslag op til kollegerne om, hvad de kunne kræve af sikkerhedsudstyr ved vask af de bakteriefyldte biler. Det blev opfattet som indgreb i ledelsesretten.
Skraldemændene er stærkt utilfredse med sikkerhedsudstyr, arbejdstøj og arbejdsmiljøet generelt. Her siger den nye aftale, at uenigheder og løsninger skal findes via virksomhedens sikkerhedsudvalg og det fagretlige system.
Skraldemændene kan se frem til nogle travle dage med at hente det affald, der har hobet sig op. De ekstra kroner, der på den måde ryger ind på kontoen, skal være med til at dække boden til hver enkelt skraldemand på 65 kroner pr. strejketime.

Du kan støtte skraldemændene gennem 'Støtteforeningen for desperate skraldemænd' på konto 5326 0520169

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland