De strejkende ved firmaet HCS trues nu med en fyreseddel. I går fik de opbakning af kolleger fra andre byer og mindst 18 kommuner var mærket af konflikten
OPDATERING: Ifølge Politiken er skraldekonflikten er nu afsluttet efter forhandlinger mellem fagforeningen 3F og brancheorganisationen Dansk Industri.
Strejken blandt godt 50 skraldemænd ved firmaet HCS har bredt sig.
I løbet af i går fik de strejkende fra de københavnske omegnskommuner Gladsaxe, Herlev, Ballerup, Glostrup, Hvidovre og Rudersdal støtte fra kolleger i mindst 12 andre kommuner hovedsagligt på Sjælland, men også skraldemændene ved HCS i Århus valgte at nedlægge arbejdet i sympati med deres sjællandske kolleger.
- De aftaler, der er på arbejdsmarkedet, vil HCS åbenbart ikke overholde, og derfor bakker vi op om arbejdsnedlæggelsen. Det er HCS i dag, men hvem er det så i morgen, spørger en af skraldemændene Ole Poulsen ifølge P4 København.
Strejken startede mandag den 9. juni i utilfredshed med arbejdsmiljøet og firmaets manglende godkendelse af den tillidsmand, som de ansatte har valgt.
Arbejdsretten har tre gange påbudt skraldemændene at gå i arbejde. Sidste gang torsdag i forrige uge, hvor de strejkende blev pålagt skærpet bod. Arbejdsrettens afgørelse blev fulgt op af ledelsens trussel om at fyre de ansatte, hvis de ikke genoptog arbejdet.
Skraldemændene har trodset bod og trusler og gentagne gange slået fast, at de er villige til at gå hele vejen for at få rettet op på arbejdsforholdene.
- Det skal være slut med at sætte vores eget og vores familiers helbred på spil, siger Bo Braagaard, talsmand for de strejkende til Arbejderen.
Han nævner som eksempler, at vask af de bakteriefyldte biler sker iklædt mangelfuldt sikkerhedsudstyr, og at omklædning fra arbejdstøj til civil og den modsatte vej foregår i de samme lokaler.
Hele dagen i går blev der holdt møde på virksomheden i Glostrup i et forsøg på at løse den langvarige konflikt.
De strejkende mødes her til morgen for at tage stilling til, hvad der skal ske.
Strejkeramt
Kommuner der mærkede skraldestrejken i går:
København, Frederiksberg, Brøndby, Fredensborg, Gentofte, Greve, Halsnæs, Hørsholm, Køge, Lyngby-Taarbæk, Roskilde, Rudersdal, Gladsaxe, Herlev, Ballerup, Glostrup, Hvidovre og Århus.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278