København viste sig fra den pæne side, da godt 7000 mennesker valgte at demonstrere under parolen ¤¤Nej til tvangsudvisninger - ja til medmenneskelighed¤¤
Et bredt udsnit af den danske befolkning er mødt op på slotspladsen foran Christiansborg torsdag klokken 17.
Bedsteforældre for Asyl og Borgere for et Anstændigt Danmark har indkaldt til demonstration.
Børn og unge, pensionister og børnefamilier, alle er kommet for at vise deres foragt og frustration over regeringens flygtningepolitik.
Regeringen og dansk flygtningepolitik kommer under kærlig behandling, da forfatteren Carsten Jensen indtager scenen. Han sammenligner flygtningenes situation med H.C Andersens eventyr om den lille pige og svovlstikkerne.
Snedriven Danmark
Her bliver ikke malet et idyllisk billede af Danmark, som et åbensindet og imødekommende land.
- De dør i den snedrive, der hedder Danmark, erklærer Carsten Jensen.
- Flygter du fra helvede, så skal du ikke komme hertil, for her venter der bare en ny dansk version af helvede, fortsætter forfatteren, da han henviser til de umenneskelige vilkår flygtninge lever under i de danske asylcentre.
Inden demonstrationen begynder at bevæge sig mod Rådhuspladsen, er det Hazhar Jaaf tur til at tale fra scenen.
Han er en af de 70 irakere, der har søgt tilflugt i Brorsons Kirken.
- Vi er utroligt bange, og vi kan ikke sove om natten. Vi er bange for hvornår regeringen vil sætte politiet ind efter os, fortæller Hazhar Jaaf.
Efter endnu et kæmpe bifald har lagt sig,lyder det stille fra scenen:
- Vi vil aldrig glemme jeres støtte, om vi er i live, under jorden eller om vi er døde.
Et lydløst sus går gennem de tusinder af demonstranter, der i stilhed kigger op på Hazhar.
Taler gør indtryk
Demonstration trækker lige så roligt ud på vejen og gør sig klar til at gå mod Rådhuspladsen. På vejen går snakken om talerne. Især Hazhar Jaafs tale har gjort stærkt indtryk på de fleste fremmødte.
- For helvede, jeg stod og fik en klump halsen, det gik bare lige ind, kommer det fra en ung mand.
Så langt øjet rækker er der mennesker, og et godt stykke tid inden den sidste del af demonstrationsoptoget er nået til Rådhuspladsen, er den allerede godt fyldt op. Arrangørerne vurderer, at her er mellem 7000 og 8000 deltagere.
På pladsen går Svend Auken fra Socialdemokraterne i gang med sin tale.
- Der var engang, dengang fiskerne sejlede jøderne over til Sverige, og dengang sagde man at 'en fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu', kommer det fra scenen og klapsalverne bryder ud, efterfulgt af kampråb for asyl.
Demonstrationen lakker mod enden. Arne Würgler spiller drømmen om et sted, som afslutning på en flot dag i en alvorlig sags tjeneste.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278