20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udsatte falder i budgethuller

Udsatte falder i budgethuller

Onsdag, 17. juni, 2009, 00:00:00

Kommunerne mangler 2,2 milliarder kroner til handicappede og socialt udsatte. Men regeringen vil kun give dem 1,3 i næste års økonomiaftale

Handicappede, udsatte børn og hjemløse er nogle af taberne i dette års økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL).
Da finansminister Claus Hjort Frederiksen og KL-formand Erik Fabrin tidligt i går morges satte deres underskrift på aftalen, stod det klart, at pengene til det sociale område langt fra vil dække behovet.
- De røde huller, der allerede er i regnskabet, vil allerhøjest blive lukket. Men der er ikke tale om et løft til området. Aftalen forholder sig sit ikke til, at antallet af handicappede stadig stiger, så presset på det sociale områder fortsætter, siger socialborgmester i København, Mikkel Warming, til Arbejderen.
Udgifterne på det sociale område til blandt andet bosteder og anbringelser vokser hurtigere end udgifterne på andre områder. Det skyldes blandt andet den stigende fattigdom, og at der kommer flere handicappede, fordi vi bliver bedre til at diagnosticere og redde liv.
Kort før forhandlingerne om økonomiaftalen dokumenterede KL, at der er brug for 2,2 milliarder kroner ekstra, hvis nedskæringer på socialområdet skal undgåes.
Alligevel er der kun sat 1,3 ekstra milliarder af til området i aftalen.
- Vi er enige med regeringen i, at væksten på det sociale område ikke skal være højere end væksten på normalområdet. Derfor skal vi nu ind og kigge vores egne tilbud efter for effektiviseringsmuligheder og rationaliseringspotentialer, og se på, om vi får mest muligt for pengene, når vi køber ydelser på det private marked, siger Erik Fabrin (V) til Arbejderen.
Han mener godt, at de manglende 900 millioner kroner kan findes ved effektiviseringer.
SF`s medlem af KL`s bestyrelse, Jane Findahl, er imidlertid overbevist om, at aftalen vil føre til nedskæringer på alle de kommunale velfærdsopgaver. Derfor vil hun stemme nej, når aftalen behandles i KL.
- Det er alt for lidt, der er afsat til det sociale område. Udgifterne stiger voldsomt, og når der ikke bliver tilført tilstrækkeligt med ekstra penge til området, må kommunerne dække de stigende udgifter ind ved besparelser på folkeskolen, daginstitutionerne og ældreområdet. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt, siger Jane Findahl.


Udpluk af aftalen
- Fem milliarder ekstra til anlæg.
- 1,3 milliarder til socialområdet.
- 400 millioner til madordning.
- Kommunerne skal frigøre en milliard ved 'omprioritering og ressourcebesparelse'.
Kilde: Finansministeriet

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland