15 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forbund vil bekæmpe EU-domme

Forbund vil bekæmpe EU-domme

Fredag, 05. juni, 2009, 00:00:00

Europæiske transportarbejdere bør gå i spidsen for en kampagne mod fagforenings-fjendske domme fra EF-domstolen

Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF) vil bekæmpe EF-domstolens arbejderfjendske domme, der stækker retten til at føre faglig kamp.
Det blev besluttet på forbundets årlige kongres, som fandt sted på Azorerne i dagene 27. til 29. maj. Her mødtes over 450 repræsentanter fra fagforeninger i 40 europæiske lande for at diskutere faglige spørgsmål. Heriblandt EF-domstolens afgørelser og konsekvenserne af den økonomiske krise.
- Dette års kongres er især vigtig i lyset af de alvorlige økonomiske omstændigheder. Vi ser en bekymrende udvikling med udnyttelse og fyring af arbejdere i transportsektoren, sagde EFT`s formand Eduardo Chagas før kongressen.
- Det er vigtigt, at vi udnytter kongressen til at fokusere på opbygningen af stærke fagforeninger, der effektivt kan svare igen på den foruroligende udvikling, fortsatte Eduardo Chagas.
Kongressen tog opfordringen til sig og vedtog enstemmigt en udtalelse, der var forslået af det norske Fagforbundet.
'Fagbevægelsen står ved en skillevej. Den står overfor den dybeste og mest alvorlige finansielle og økonomiske krise siden 1930`erne. Samtidig har EF-domstolen på mindre end et år udsat fagbevægelsen for alvorlige angreb med dommene i Vikingesagen, Laval-sagen, Rüfertsaggen og Luxembourg-sagen, som begrænser fagforeningernes muligheder for at forsvare medlemmernes interesser', hedder det i udtalelsen.
De tegner en ny dramatisk udvikling i EU, hvor reglerne på arbejdsmarkedet ikke længere er et nationalt ansvar, men 'underordnes kapitalens, varernes og serviceydelsernes frie bevægelighed'.
'Dommene har gjort det klart, at EF-domstolen kan erklære enhver faglig aktion ulovlig, hvis domstolen mener, at den er ude af trit med den aktuelle situation.'
De vil føre til omfattende social dumping og signalerer en aggressiv kurs overfor fagbevægelsen for at løse krisen til fordel for spekulanter og erhvervsliv.
Derfor vedtog kongressen også, at EFT skal gå i spidsen for at organisere en kampagne mod EF-domstolens fagforeningsfjendske domme. Kampagnen skal vise, at angreb på faglige rettigheder og strejkeretten i Europa aldrig vil blive accepteret, og at ETF om nødvendigt vil opfordre til strejke mod angreb på fagbevægelsen og de faglige rettigheder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland