Dagen før topchefer fra hele verden mødes for at sætte fingeraftryk på FN`s klimaaftale, kåres årets klimasvindler
I dag kåres årets klimasvindler blandt seks nominerede multinationale selskaber. Bag kåringen står Climate Greenwash og begivenheden skal ses som en kommentar til erhvervslivets forsøg på at få stor indflydelse på dette års afgørende klimaforhandlinger.
- Erhvervslivet har vist stor interesse i at få en grøn klimaprofil. Men i mange tilfælde er firmaerne meget lidt grønne, når det kommer til stykket. Det er et problem. Især fordi firmaerne bruger deres 'grønne' profil som adgangsbillet til politisk indflydelse på klimaforhandlingerne, fortæller Kenneth Haar fra initiativet til Arbejderen.
De seks nominerede er: ArcelorMittal (verdens største stålproducent), olieselskaberne BP, Shell og Repsol og de to statslige energiselskaber DONG og Vattenfall.
Årets klimasvindler kåres lørdag klokken 12.30 i Islands Brygges Kulturhus i København - dagen før op mod 1000 chefer fra virksomheder over hele verden mødes til klimamødet 'World Business Summit on Climate Change' i Bella Centret.
- Firmaerne mødes i tre dage for at finde en fælles dagsorden og danne en fælles platform, som kan få direkte indflydelse på de afgørende politiske forhandlinger ved FN`s klimatopmøde til december, siger Kenneth Haar.
Han har søgt aktindsigt hos fire ministerier og fået udleveret et par tusinde dokumenter. Og hans konklusion er klar: Den danske regering har været drivkraften i at få mødet mellem cheferne i erhvervslivet op at stå og sørget for at FN`s generalsekretær også kommer til mødet.
Klima- og energiministeren indtager da også en central rolle på World Business Summits hjemmeside:
- Vi, verdens politikere, har et ansvar for at nå en global klimaaftale i København i december 2009. Men det er erhvervslivet som kan levere de redskaber, der kan føre vores visioner ud i virkeligheden, gør ministeren det klart på hjemmesiden.
Under overskriften 'klimaledere' optræder FN`s generalsekretær, den danske statsminister og klima- og energiministeren side om side med direktører fra Unilever, Novozymes og Vattenfall på hjemmesiden.
Erhvervslivets klimamøde bliver mødt af en demonstration på søndag. Demonstrationen starter på Christianshavns Torv klokken 14 og går herfra til Bella Centret.
Læs mere om årets klimasvindler på www.climategreenwash.org.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278