Der blev diskuteret strejkeret, billig arbejdskraft og Lissabon-traktat, da 3F Kastrup samlede 60 medlemmer til valgmøde
Lufthavnens bagagefolk og skraldemænd var blandt de 60 tilhørere, som tirsdag efter fyraften uddelte klapsalver til Folkebevægelsens Søren Søndergaard og kritiske spørgsmål til Socialdemokraternes Claus Larsen-Jensen.
Fagforeningen 3F Kastrup havde inviteret til valgmøde med tilhørende flæsk i anledning af valget til EU-parlamentet den 7. juni.
Der var hjælp at hente for dem, der var i tvivl om, hvad de skulle stemme, da de kom: Fronterne blev trukket skarpt op mellem de to kandidater. Der var nok af emner at tage fat på: EU blander sig nemlig i retten til at strejke og i arbejdstiden - og herudover spædede tilhørerne selv til med eksempler fra deres hverdag.
- Politikerne har netop brugt EU som værktøj til at smadre det 110 år gamle, velfungerende firma, hvor jeg arbejder. De farligste politikere er dem, der ikke tør kalde tingene ved deres rette navn. Og hvis EU er med til at udhule vores faglige rettigheder, så skal det frem, så vi kan gøre noget ved det, fastslog Niels Nielsen, der har været skraldemand i 21 år hos R98.
Han blev hurtigt efterfulgt af Paw Karslund, bagagearbejder hos SAS, sikkerhedsrepræsentant og medlem af bestyrelsen i lufthavnens faglige klub. Han gik direkte til Claus Larsen-Jensen:
- Du har et stort forklaringsproblem, når det gælder den billige østeuropæiske arbejdskraft, som presser vores overenskomster. Nu da østaftalen ikke gælder længere, bliver det helt op til arbejdsgiverne selv at bestemme, hvor meget folk skal have i løn.
Lissabon - tur-retur
Claus Larsen-Jensen stak hovedet ned i hvepsereden, da han ville berolige tilhørerne om at deres faglige og sociale rettigheder er sikret - når Lissabon-traktaten træder i kraft.
- Med Lissabon-traktaten bliver de kollektive rettigheder til en del af EU. Det vil også få konsekvenser i forhold til kommende domstolsafgørelser. Hvis retten til kollektive aktioner bliver en del af EU`s grundlag, vil landene ikke blive dømt på samme måde, som vi hidtil har set.
Men Søren Søndergaard havde ikke svært ved at skyde Lissabon-traktaten ned. Han har læst EU`s tolkning af strejkeretten til ende - og når ikke frem til samme positive resultat som socialdemokraten:
- Det er rigtigt, at artikel 28 i Lissabon-traktatens såkaldte sociale protokol giver EU`s arbejdere ret til at strejke - medmindre strejken strider imod EU`s frie bevægelighed for varer og arbejdskraft. Men hvad gør man, når man strejker imod underbetalt arbejdskraft? Så forhindrer man arbejdskraften i at vandre frit over grænserne. Det har EF-domstolen slået fast, konstaterede Søren Søndergaard.
Også EU`s krav om at arbejdere skal knokle i 48 timer om ugen i gennemsnit over et halvt år blev diskuteret.
- Der er altså intet til hindrer for, at arbejdere i eksempelvis fiskeindustrien arbejder tolv timer om dagen i højsæsonen, for derefter at blive fyret. Hvorfor må nationalstaterne ikke længere selv bestemme arbejdstiden, spurgte Søren Søndergaard uden at få svar.
EU-overenskomster
Og nu vil EU give arbejdstiden endnu et ordentligt hak opad: 60 timer om ugen i gennemsnit over ét år.
Men hans modkandidat mener, at mere EU er svaret på danske arbejderes bekymringer:
- Når jeg rejser rundt, kan jeg mærke en positiv stemning i retning af en overenskomst-model for Europa. Det ser lyst ud, mente Claus Larsen-Jensen.
Men mere konkret var han ikke klar til at gå til værks.
Liste N har et forslag til, hvordan man kan lægge maksimalt pres på EU-systemet for at sikre arbejdernes rettigheder: Parlamentet skal nægte at godkende en ny Kommission, som ikke forpligter sig til at sikre arbejdstagernes rettigheder i den nye traktat.
- Men jeg mangler en klar udmelding fra Socialdemokraterne: Vil I stemme for sådan et forslag?, spurgte Søndergaard.
Og der kom et klart svar:
- Jeg vil ikke sætte hele Lissabon-traktaten over styr for noget som måske er uopnåeligt, gjorde Claus Larsen-Jensen det klart.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278