Dansk økonomi står over for et historisk tab af arbejdspladser. DI forudser i en ny prognose, at 160.000 job forsvinder i løbet af to år
160.000 job.
Så mange vurderer arbejdsgiverforeningen DI, der vil gå tabt på grund af den økonomiske krise, fremgår det af en helt ny prognose, som blev fremlagt i denne uge.
Der er tale om et historisk tab af arbejdspladser, konstaterer Dagbladet Børsen.
Tabet af job er næsten dobbelt så stort som det, regeringen regnede med i december sidste år.
- Den nedgang i økonomien, der er sket, betyder, at beskæftigelsen herhjemme efterfølgende vil falde. Det er voldsom nedgang, vi har set, og tilpasningen til denne nedgang er slet ikke overstået, siger Klaus Rasmussen, cheføkonom i DI.
Faldet i beskæftigelsen tegner til at blive langt større, end ledighedstallene kan forklare.
Det skyldes, at mange af dem, der mister deres job, vil forlade arbejdsmarkedet ved eksempelvis at gå på pension, efterløn, tage en uddannelse eller ved at være en af de udlændinge, som må rejse hjem, fordi de ikke kan få et arbejde i Danmark, lyder det fra DI.
Såvel Danske Bank som LO erkender, at DI kan få ret i sin forudsigelse om et fald i beskæftigelsen på 160.000 personer over de kommende to år.
- Som tingene er i øjeblikket, kan det ikke udelukkes, at det går så galt. Der er ingen tvivl om, at det går stærkt ned ad bakke med dansk økonomi, siger LO`s cheføkonom, Jan Kæraa Rasmussen.
LO opfordrede tidligere på ugen regeringen til helt at droppe den økonomiske plan frem til 2015 på grund af den økonomiske krise.
Den seneste prognose fra hovedorganisationen peger på et fald i beskæftigelse på omkring 110.000 personer i 2009-2010 samlet set. Det er er 50.000 lavere end DI og får Dagbladet Børsen til at slå fast:
'DI`s nye prognose er den hidtil mest nedslående vurdering af udviklingen i beskæftigelsen'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278