16 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Modstand mod sundhedsforsikringer

Modstand mod sundhedsforsikringer

Onsdag, 20. maj, 2009, 00:00:00

Et flertal af danskerne synes det er urimeligt, at pensionister og arbejdsløse skal betale for at folk i arbejde kan have en sundhedsforsikring og blive hurtigere behandlet

Flere og flere danskere vender sig imod, at alle i samfundet skal være med til at betale til, at privatansatte får sundhedsforsikringer. Forsikringerne betyder, at de kan få hurtigere behandling på private hospitaler eller klinikker.
Men det er ikke rimeligt, at folk uden sundhedsforsikring, som for eksempel pensionister eller arbejdsløse, skal være med til at betale for den praksis, mener 53 procent af danskerne. Modsat mener kun 17 procent, at det er o.k.
Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for LO.
Regeringen har gjort sundhedsforsikringerne skattefri. Det betyder, at det offentlige betaler omkring 55 procent af det, en forsikring koster virksomheden. Sidste år mistede statskassen omkring 525 millioner kroner i skatteindtægter, fordi forsikringerne er skattefri. De penge skal alle i samfundet være med til at betale.
- Det er galimatias og helt bagvendt, at folk uden for arbejdsmarkedet betaler for dem, der er på arbejdsmarkedet. Normalt vil vi sige, at det mest retfærdige i forhold til fordeling er, at dem i job skal betale for dem uden, siger LO-formand Harald Børsting til Ugebrevet A4.
Han mener, at skattefritagelsen på sundhedsforsikringerne skal afskaffes. Det samme mener regeringens egen skattekommission og de økonomiske vismænd. Men regeringen har valgt at fastholde skattefritagelsen i sin nye skattereform.
Skattefritagelsen har fået antallet af sundhedsforsikringer til at eksplodere. I 2001 var der omkring 50.000 sundhedsforsikringer. I dag er antallet oppe på omkring en million.
Rigsrevisionen har i en foreløbig rapport udtrykt bekymring over udviklingen:
'Sundhedsministeriet har ikke fulgt op på, om udbredelsen af private sundhedsforsikringer som følge af skattefritagelsen herfor har påvirket borgernes lette og lige adgang til sygehusydelser. Rigsrevisionen finder, at der er behov for sådan en opfølgning', hedder det i rapporten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. maj. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland