Det ville blive et nej, hvis danskerne skulle stemme om euroen i dag, viser ny meningsmåling
Danskerne skal stemme om euroen i denne valgperiode.
Sådan lød meldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen efter et møde onsdag med formanden for EU-kommissionen José Manuel Barroso i Bruxelles.
- Hvis Lars Løkke vil, så er vi friske. Aldrig har argumenterne mod euroen været bedre. Vi ser fortrøstningsfuldt frem til endnu et euro-nej, siger Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
Han tilføjer, at det samtidig ville være en god ide at lave en politisk aftale om, at der ikke skal holdes folkeafstemning om euroen hver tiende år.
Det var i år 2000, at et flertal af danskerne stemte nej til euroen.
>De nyeste meningsmålinger tyder på, at det også vil blive resultatet ved en ny afstemning. 45,2 procent af danskerne vil bevare kronen, mens 43,7 procent vil stemme ja til euroen.
Det viser en ny måling udført af Rambøll for Morgenavisen Jyllands-Posten.
Dermed er situationen skiftet i løbet af de seneste måneder. I januar ville 49,8 procent stemme ja og 44,6 procent nej.
I går viste en anden måling, at 55 procent af de 18-29-årige er imod euroen.
Statsministeren siger til Jyllands-Posten, at der er nogle forudsætninger som skal være på plads, før der kommer en afstemning om euroen.
- For det første skal det traktatmæssige grundlag i EU være helt afklaret. For det andet skal der være en stærk parlamentarisk opbakning og en afklaret situation i Folketinget, og den er der ikke nu, siger Lars Løkke Rasmussen.
Den tidligere stabile opbakning til at afskaffe den militære og den retslige undtagelse er samtidig nærmest smuldret, viser undersøgelsen fra Rambøll. Støtten til at afskaffe den retslige undtagelse er gået lige så meget tilbage som euro-støtten. Og når det gælder den militære undtagelse er danskerne nu delt i to stort set lige store grupper, som siger henholdsvis ja og nej.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278