Statsejede DONG er gået sammen med kulsorte olieselskaber, flyselskaber og bilproducenter for at påvirke verdens klimapolitikere
Statens olie- og naturgasselskab, DONG, er med i den private klimalobby 'Combat Climate Change'. Her forsøger DONG sammen med i alt 54 private olie- og energiselskaber, fly-selskaber og bilproducenter som BP, E.ON, NRG Energy, Suez, SAS, Volvo og Lufthansa at påvirke udfaldet af FN`s klimatopmøde i december.
- Hvad laver et statsejet energiselskab som DONG i denne sammenhæng? Hvilke fælles interesser har DONG med private olie- og energiselskaber? Hvordan kan en statsejet virksomhed drive lobbyvirksomhed mod sin egen ejer, den danske stat?
Spørgsmålene er mange fra Kenneth Haar, der er aktiv i initiativet Climate Green Wash, der holder øje med virksomheder, der forsøger at få indflydelse på fremtidens klimapolitik.
Blandt klimalobbyens krav til politikerne er, at det skal være op til 'markedet' at løse fremtidens problemer med CO2-udslip. Det vil sige mere handel med CO2-svinekvoter over grænserne og ikke nogen reel beskæring af udslippet, forklarer Kenneth Haar.
Desuden lægger klimalobbyen op til, at CO2-forureningen skal samles i underjordiske lagre. FN`s klimatopmøde skal tage stilling til klimatiltag, som skal sættes i værk allerede fra år 2012 til 2020 - mens 'Combat Climate Change' mener, at det vil være 'passende' at nedbringe CO2-udslippet over tid - frem til år 2100.
DONG ser ikke noget problematisk i lobbyarbejdet.
- Det er rigtigt, at 'Combat Climate Change' arbejder for lagring af CO2. Når vi ønsker langsigtede løsninger, der peger hen mod år 2100, er det fordi erhvervslivet skal have en chance for at investere i de nye teknologier. Men hellere i dag end i morgen. 'Combat Climate Change' peger på atomkraft som en løsning. Det er ikke en energiform, som DONG har planer om at bruge. Men man har jo ikke vetoret i sådan et foretagende, siger Villy Dyhr, chef for DONG`s enhed for samfundsansvar.
- De store virksomheder forsøger at sætte en anden dagsorden og tvinge politikerne til at tage stilling til meget langsigtede mål. Dermed forplumrer lobbyen politikernes debat om de tiltag og målsætninger, som er nødvendige her og nu, advarer Kenneth Haar.
Den 24. til 26. maj mødes DONG og resten af klimalobbyen i Bella Centret i København sammen med 1000 andre lobbyister fra store firmaer. Her vil de præsentere deres krav til politikerne.
DONG`s medlemsskab af 'Combat Climate Change' lobbyen rejses nu i Folketinget af Enhedslistens Per Clausen.
Du kan læse mere om klimalobbyen på www.combatclimatechange.org
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278