09 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Aktionsdag viser politikerne vej

Aktionsdag viser politikerne vej

Torsdag, 14. maj, 2009, 00:00:00

Stilladsarbejderne er med, når bygningsarbejdere, pædagoger og lærlinge i morgen markerer fælles europæisk aktionsdag i København

I morgen sender den fælles europæiske aktionsdag arbejdere i flere EU-lande på gaderne.
Det gælder også i København, hvor stilladsarbejderne vil gøre deres til, at dagens slogan 'Sæt folket først' bliver synligt.
- Vi synes, det er en rigtig god idé med sådan en aktionsdag, hvor fagbevægelsen i hele Europa markerer de faglige rettigheder og kampen mod krisen, siger John Ekebjærg Jakobsen, formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920, til Arbejderen.
For at vise opbakning til dagen har Stilladsarbejderklubben taget initiativ til et fælles optog med musik og faner, der går fra Nørrebrohallen til Nytorv, hvor byggefagene, lærlingene og pædagogerne aktionerer.
John Ekebjærg Jakobsen glæder sig over, at det er lykkedes at stable aktiviteter på benene i København, selvom fagtoppen har sagt fra.
- Jeg synes, det er ærgerligt, at LO-toppen ikke vil være med. Personligt tror jeg, det skyldes, at de har været bange for, at aktionsdagen skulle udvikle sig til en fælles protest mod EU. Og det har de ikke været interesseret i så tæt på valget til EU-parlamentet, mener John Ekebjærg Jakobsen.
Klubformanden ser ellers mange grunde til, at fagbevægelsen går på gaden, også i Danmark.
- Herhjemme har regeringen, velvilligt støttet af Dansk Folkeparti, gjort hvad de kan for at ødelægge vores arbejdsmarked med lave dagpenge, det enstrengede beskæftigelsessystem og en sygedagpengereform, siger han og fortsætter:
- Samtidig ødelægger EU vores velfungerende flexicuritymodel med stribevis af domme, som begrænser strejke- og aktionsretten og giver frit spil for de frie markedskræfter. Vores løn- og arbejdsforhold er under voldsomt pres og ved at aktionere på tværs af landene kan vi vise, at vi ikke accepterer tilstande, hvor arbejdere fra forskellige lade spilles ud mod hinanden.


Den 15. maj
Fra morgenstunden går arbejdsløse håndværkere i gang med at bygge en daginstitution på Nytorv i København.
Klokken 10 underholder Øglegøglerne børn og voksne. Tale af Britt Pedersen, Landsforeningen for Socialpædagoger og Michael Johnson, arbejdsløs bygningshåndværker.
Klokken 13 har stilladsarbejderne arrangeret fælles optog fra Nørrebrohallen til Nytorv, hvor der holdes rejsegilde.
Klokken 14 -16 underholder Trolle og Tormod. Taler af Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke København og Henriette Brockdorff, formand, BUPL Hovedstaden

Arrangører:
Byggefagenes Samvirke, Landsforeningen for Socialpædagoger, Socialpædagogerne i København, Pædagogstuderendes Landssammenslutning,
BUPL Hovedstaden og Erhvervsskolernes Elev-Organisation. BUPL Hovedstaden og Erhvervsskolernes Elev-Organisation.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. maj. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland