23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vikarfirmaet Baltic Workforce underbyder overenskomst

Vikarfirmaet Baltic Workforce underbyder overenskomst

Tirsdag, 28. april, 2009, 00:00:00

Firmaet Baltic Workforce udfordrer fagbevægelsen. I lyset af østaftalens ophør tilbyder vikarbureauet østeuropæisk arbejdskraft til 90 kroner i timen alt iberegnet

Hvad kalder man et tilbud fra vikarbureauet Baltic Workforce om at få arbejde udført for 90 kroner i timen alt inklusiv?
- Plat og svindel, lyder det uden tøven fra Kurt Hedemand, konsulent i 3F.
Han har i årevis arbejdet med de problemer, som udnyttelsen af underbetalte østarbejdere giver på det danske arbejdsmarked.
- Det siger sig selv, at hvis bureauet får 90 kroner i timen, så kan de firmaer, der samarbejder med Baltic Workforce ikke også overholde dansk overenskomst. Den løn, der bliver tilbage til vikarerne, når Baltic Workforce har fået sine udgifter dækket ind og fået sin avance, ligger langt under det, man normalt kender fra en dansk overenskomst. Det er det rene plattenslageri, siger Kurt Hedemand til Arbejderen.
Han anslår, at der bliver en timeløn til de østeuropæiske arbejdere på cirka 50 kroner.
Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes fagforening i København (BJMF) kender udmærket vikarfirmaet.
- Vi var for år tilbage i gang med at etablere konflikt mod firmaet, der trods medlemskab af Dansk Erhverv ikke overholdt overenskomsterne. Inden vi nåede så langt, gik firmaet konkurs. Nu er det tilbage som et rent litauisk firma med hovedsæde i Vilnius, og er ikke medlem af en arbejdsgiverorganisation, konstaterer faglig sekretær Carsten Bansholm Hansen.

Øjner store muligheder
Fagforeningen vil hellere end gerne tegne overenskomst med vikarbureauet.
- Ikke mindst da Baltic Workforce byder sig til med arbejdskraft, der helt bevidst underbyder vores overenskomster, siger den faglige sekretær til Arbejderen. Han henviser til, at Baltic Workforce for tiden sender brev rundt til mulige kunder med ordlyden: 'Det er nemt, billigt og effektivt. Vi står for alt. Udenlandske vikarer fra 90 kroner i timen.'
Baltic Workforce ser store muligheder for at udvide sine aktiviteter, når østaftalen ikke længere gælder. Fra 1. maj får alle EU-borgere helt fri adgang til det danske arbejdsmarked, og de firmaer, der ikke er omfattet af overenskomst, kan fuldt lovligt gøre brug af billige østarbejdere.
På sin hjemmeside tilbyder Baltic Workforce arbejdskraft indenfor en bred vifte af brancher, det gælder industri, landbrug, byggeri og service. Her kan man samtidig se en video, hvor forskellige arbejdsgivere anbefaler samarbejde med Baltic Workforce.
Et af dem er dagligvaregrossisten Super Gros A/S i Vejle.
Det kommer bag på 3F i Vejle.
- Super Gros er medlem af Dansk Erhverv og omfattet af 3F`s lageroverenskomst, siger John Johansen, formand for fagforeningens Industri- og lagergruppe.

Firmaer bliver kontaktet
Han fortæller til Arbejderen, at mindstelønnen for nyansatte lyder på 121 kroner i timen. Dertil kommer et såkaldt frosttillæg, ligesom alle ansatte er omfattet af en bonusordning, der varierer fra afdeling til afdeling.
- Gennemsnitslønnen ligger på mellem 130 og 140 kroner i timen, og ikke engang minimumslønningerne er så lave, som Baltic Workforce skriver, at de samlede udgifter løber op i. Hvis Super Gros anbefaler Baltic Workforce, er det et problem, mener John Johansen.
3F Vejle har ingen tillidsfolk på arbejdspladsen med næsten 100 ansatte, og det er omkring et år siden, der sidst har været kontakt til virksomheden. Fagforeningen vil nu rette henvendelse til grossisten.
Arbejderen har forgæves forsøgt at få svar fra Vejle-firmaet på, om de stadig samarbejder med Baltic Workforce.
Carsten Bansholm Hansen kunne også godt tænke sig at høre reaktionen fra de firmaer, der reklamerer for Baltic Workforce på hjemmesiden.
- Vi har for nylig indgået overenskomst med Creative Gardens, der deltager i en video på hjemmesiden. Med mindre der er tale om en forældet video, så er det dybt useriøst at reklamere for et firma, der falbyder arbejdskraft til 90 kroner i timen, fastslår Carsten Bansholm Hansen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Baltic Workforce.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. apr. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland