25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ingen billige æbler i posen

Ingen billige æbler i posen

Onsdag, 22. april, 2009, 00:00:00

Vores forslag rammer socialt skævt, indrømmer formand for Forebyggelseskommission. Hun vil ikke gøre frugt og grønt billigere

Der var ikke billigere æbler og gulerødder i posen, da regeringens Forebyggelseskommission i går fremlagde sine forslag til, hvordan danskernes sundhed skal forbedres i løbet af de næste ti år.
Stik mod tidligere anbefalinger fra forskere og eksperter foreslår kommissionen nemlig ikke en momsnedsættelse på frugt og grønt.
- Vores undersøgelser viser, at vi kun vil spise omkring 15 gram mere frugt og grønt om dagen, hvis momsen bliver halveret. Det vil både koste statskassen og erhvervslivet dyrt i øget administration og næsten ingen effekt have, forklarer Forebyggelseskommissionens formand, Mette Wier, til Arbejderen.
- Men differentieret moms vil give fattige danskere bedre mulighed for at vælge et sundere liv, mener formanden for Kommunistisk Parti, Jørgen Petersen. Han påpeger, at den voksende ulighed i Danmark også afspejles i folkesundheden. Han kritiserer Forebyggelseskommissionens forslag for ikke at tage højde for dette, selvom der også er gode takter i udspillet.
Forebyggelseskommissionen vil fordoble afgifterne på slik, sodavand og cigaretter som led i kampen mod den lave danske gennemsnitsalder.
Men da det typisk er danskere med korte uddannelser og lave lønninger, der køber for meget sukker og tobak, rammer forslaget skævt, indrømmer Mette Wier.
- Man kan godt sige, at vores forslag vil ramme socialt skævt. De lavest uddannede vil blive ramt hårdest på pengepungen, fordi det er dem, der har det højeste forbrug af tobak, slik og sodavand. Men hvis de så holder op med at ryge, sparer de jo pengene alligevel, siger formanden.
Skævheden underbygges yderligere af, at kommissionen ikke foreslår højere afgifter på alkohol. I modsætning til sukker og cigaretter er det typisk de rigeste danskere, der drikker for meget.
Ingen af kommissionens 52 forslag vil dog for alvor ændre ved den strukturelle ulighed i danskernes sundhed, mener Jørgen Petersen.
- Der mangler forslag som gratis mad i skolen eller børnehaven, billigere sunde fødevarer og forbedringer af arbejdsmiljøet. Den slags forslag er måske udgiftskrævende, men vil til gengæld kunne ændre ved den uacceptable ulighed og alt for lave danske levealder, fastslår han.
Regeringen vil nu samle en del af kommissionens forslag til en national forebyggelsesplan, som skal fremlægges efter sommerferien. I den forbindelse vil Enhedslisten rejse spørgsmålet om lavere moms på frugt og grønt i Folketinget.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. apr. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland