25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Familier smides ud af soldater

Familier smides ud af soldater

Tirsdag, 21. april, 2009, 00:00:00

Danske soldater smider afghanske familier ud af deres hjem, så der kan blive plads til kampvogne i kampen mod Taleban

En halv time! Det var hvad fire afghanske familier for tre uger siden fik til at pakke ejendele og husdyr og forlade deres hjem, da danske soldater rykkede ind i deres bolig.
Herefter blev en sidebygning sprængt væk, så soldaterne bedre kunne kigge ud over de omkringliggende marker. Og en port blev revet ned, for at gøre plads til at danske kampvogne kunne køre ind på familiernes grund.
Hos Dansk Institut for Militære Studier mener chef Mikkel Vedby Rasmussen, at soldaterne bør benytte den slags metoder så lidt som muligt.
- Vi er i Afghanistan for at bekæmpe Taleban og for at genopbygge Afghanistan som et stabilt og velfungerende samfund. Det her er et eksempel på, at de mål kan kollidere med hinanden. En udsætning af en familie bør ske med forståelse og accept fra dem, det går ud over. Civilbefolkningen skal føle, at vi er der for dem. Det er jo en forudsætning for, at vi er i Afghanistan, siger chef for Dansk Institut for Militære Studier, Mikkel Vedby Rasmussen til Arbejderen.
Bestemmelserne om den militære nødret giver militæret ret til at beslaglægge civil ejendom.
- Jeg kan ikke vurdere om fremgangsmåden var i orden i det konkrete tilfælde. En sådan ekspropriation skal ske af hensyn til soldaternes sikkerhed. Og der må ikke være tale om chikane af civilbefolkningen. Borgerne skal have en kompensation for ulejligheden og skal have deres ejendom overladt i så pæn stand som muligt, fortæller Mikkel Vedby Rasmussen.
Forsvarschef Tim Sloth Jørgensen mener, at det er i orden at smide civile ud af deres hjem, hvis det kan skabe sikkerhed for soldaterne. Han vil dog undersøge den konkrete sag.
Ifølge avisen 24 timer var der i de konkrete sager ingen konfrontationer med Taleban. Soldaterne var altså ikke direkte truet.
Men forsvarschefen har ikke yderligere kommentarer, oplyser Forsvarskommandoen til Arbejderen.
Sagen rejses nu i Folketinget af Enhedslisten.
- Det er horribelt, at danske soldater smider folk ud af deres hjem uden for Afghanistans lov og ret. I Danmark kræver det en tilladelse fra en domstol at foretage sådanne ekspropriationer, siger Frank Aaen fra Enhedslisten til Arbejderen.
Arbejderen prøvede i går forgæves at få en kommentar til sagen fra Venstres forsvarsordfører Karsten Nonbo.


Fire soldater såret i Helmand
En 24-årig konstabel blev hårdt såret, da han søndag blev ramt af en vejsidebombe i Helmand i Afghanistan. Kort efter blev tre andre soldater såret af en anden bombe i området.
Den 24-årige er blevet opereret på Camp Bastions felthospital. Hans tilstand er kritisk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. apr. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland