HK Østjylland mistænker arbejdsgivere for at bruge krisen til at ¤¤rydde op¤¤ blandt de ansatte. Flere medlemmer får desuden tvivlsomme behold-dit-job-tilbud
Arbejdsgiverne inden for HK`s private sektor er lidt for kreative. Det mener HK Østjylland
- Flere gange om ugen hører vi fra medlemmer, der er blevet fyret med henvisning til de økonomiske vilkår, men hvor vi synes, det lugter lidt for meget af, at arbejdsgiverne udnytter situationen til at slippe af med de medarbejdere, der af den ene eller anden grund irriterer ledelsen, siger sektorformand Andy Dalum fra HK Østjyllands privatsektor til Arbejderen.
Tendensen bekræftes af samtlige konsulenter i HK-afdelingens privatsektor.
Ifølge Andy Dalum findes de 'oprydningstruede' især blandt de ansatte, der er fagligt engageret, højt lønnet eller kræver særlige hensyn.
HK Østjylland har netop været involveret i sager, hvor to århusianske virksomheder hver fyrede en sikkerhedsrepræsentant. Virksomhederne måtte hver betale 100.000 kroner for den manøvre, som Andy Dalum kalder et skoleeksempel på, hvorfor HK`s medlemmer ikke umiddelbart skal acceptere en opsigelse, der begrundes med dårlig økonomi.
- Vi anerkender, at virksomheder på grund af krisen kan være nødt til at fyre. Samtidig mener vi, at arbejdsgiverne skal kunne dokumentere, at økonomien er så betrængt, at det kræver afskedigelse og vil ved fyringer se nærmere på, hvem det er arbejdsgiverne piller ud, understreger sektorformanden.
Fagforeningen registrerer også, at et stigende antal medlemmer præsenteres for, hvad Andy Dalum betegner som 'suspekte' behold-dit-job-tilbud fra arbejdsgiverne.
- I øjeblikket er det især et hit at suspendere den ansatte, der opsiges på normal vis, men stadig skal stå til rådighed for virksomheden i tilfælde af bedre tider. Det betyder reelt, at man er bundet til virksomheden og ikke har mulighed for at søge andet arbejde i opsigelsesperioden.
Endelig advarer Andy Dalum medlemmerne mod at acceptere 'tilbuddet' om frivilligt at gå ned i løn og arbejdstid, indtil det bliver bedre tider. For det første er der ingen garanti for, at virksomheden overlever. For det andet kan sådanne ordninger få katastrofale følger for medarbejderens dagpengeret, lønforsikring og ferie.
Også HK Nordjylland kender til arbejdsgivernes 'kreativitet'. Her ser de stadig flere eksempler på arbejdsgivere, der overtræder funktionærlovens bestemmelser og tror, at de fra den ene dag til den anden kan reducere den ansattes arbejdstid.
Arbejderen forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra arbejdsgiverne i Dansk Industri.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278