25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Løkke bryder løfte

Løkke bryder løfte

Tirsdag, 07. april, 2009, 00:00:00

Lars Løkke bryder aftale, der skulle redde de pædagogstuderende fra at blive brugt som billig arbejdskraft. Fagbevægelsen raser og seminarierne planlægger aktionsdag.

Mens Lars Løkke Rasmussen sætter sig godt til rette i statsministerstolen, må landets pædagogstuderende indstille sig på, at de også fremover skal knokle som billig arbejdskraft, når de er i praktik.
Lars Løkke Rasmussen nåede nemlig at bruge en af sine sidste dage som finansminister på at bryde et løfte til fagbevægelsen om at give de studerende ret til SU under praktikken.
- Vi bliver brugt til at aflaste de pressede personalegrupper i institutionerne og har ikke tilstrækkelig mulighed for at fokusere på det, vi skal lære, siger Mette Larsen, faglig sekretær i Pædagogstuderendes Landssammenslutning, til Arbejderen.
Mens lærer- og sygeplejerskestuderende får SU under deres praktik, får de pædagogstuderende i dag en løn på omkring 60 kroner i timen.
Det betyder, at de indgår i personalenormeringen på arbejdspladsen, og fungerer som et ekstra sæt hænder.
- Jeg har eksempler på studerende, der ikke måtte være med til personalemøde, fordi nogen jo skal passe legepladsen, det lærer man altså ikke af, fortæller Mette Larsen.
SU-løftet var en central del af den trepartsaftale, som pædagogernes fagforening, BUPL, og hovedorganisationen FTF indgik med regeringen og arbejdsgiverne i sommeren 2007. Her lovede Lars Løkke Rasmussen som chefforhandler for regeringen, at den ville fremsætte lovforslag om, at praktikken i pædagoguddannelsen skal SU-finansieres fra 1. august i år.
- Regeringen har selv argumenteret med, at aftalen om SU-praktik ville sikre flere hænder til nærvær og omsorg, så det er ikke alene de studerende, men også borgerne, der ikke får den forbedring, der var aftalt, påpeger FTF`s formand, Bente Sorgenfrey.
Regeringen gentager løftet i både kvalitetsreformen og en udmelding fra Undervisningsministeriet i november sidste år.
Men sidste uge afslørede Lars Løkke Rasmussen, at der højest kan blive tale om SU i en femtedel af de studerendes praktikperiode.
- Jeg er meget vred over håndteringen af denne sag. Det er milevidt fra den fulde omlægning, der var aftalt, siger Henning Pedersen, formand for BUPL.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstre til Løkkes løftebrud.
De pædagogstuderende har ikke bare tænkt sig at acceptere løftebruddet.
I morgen samles de til et landsdækkende aktionsmøde i Odense, hvor de vil planlægge en kampagne og en større aktionsdag.
- Regeringen skal ikke have lov til at løbe fra denne aftale uden, at vi råber op, fastslår Mette Larsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. apr. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland