25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Syg føler sig misbrugt af DF

Syg føler sig misbrugt af DF

Fredag, 03. april, 2009, 00:00:00

Dansk Folkeparti bryster sig af at have forlænget sygedagpengeperioden til uafklarede sygemeldte. HK mener stadig aftalen er utilstrækkelig

Det er en fis i en hornlygte.
Den langtidssygemeldte HK`er Lena Tank tøver ikke, da hun bliver bedt om sin vurdering af en ny aftale på sygedagpengeområdet indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti (DF) og Liberal Alliance.
- De vil forlænge sygedagpengene i 26 uger, men det hjælper hverken mig eller andre, der er uafklarede og i gang med et længerevarende behandlingsforløb, siger Lena Tank til Arbejderen.
Hun henviser til, at mange andre ligesom hende selv skal igennem behandlingsforløb som er længere end de 52 uger plus 26 uger, som ifølge aftalen nu er den periode, man kan modtage sygedagpenge.
DF`s arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted bryster sig ellers af, at have 'fået regeringen til at forstå behovet for at tage hånd om de mennesker, der hidtil har risikeret at falde ned i et hul mellem sygedagpengeloven og afklaringen af deres arbejdsevne'. DF mener, at aftalen sikrer sygedagpenge til uafklarede sygemeldte, og fremhæver Lena Tank som eksempel.
- Jeg er godt tosset over, at de bruger mig, især da jeg hører til én af dem, der intet får ud af den ny aftale, lyder det fra den sygemeldte HK`er.
Lena Tank har ikke fået sygedagpenge siden sidste år i oktober. Udbetalingen blev stoppet efter de normale 52 uger plus 2 x 13 ugers forlængelse, mens hun stadig var i behandling efter en blodprop i hjernen. Hun har mistet retten til yderligere forlængelse, fordi hun ikke kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår, men måske kan starte i et fleksjob i juli. Det ændrer den nye aftale ikke på.
Siden oktober har Lena Tank og hendes søn levet af en privat forsikring på 5200 kroner om måneden.
HK er da også knap så begejstret som Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører.
- Det er et skridt på vejen, men aftalen er utilstrækkelig og redder langt fra alle. Sygemeldte vil stadig ende helt uden økonomisk støtte, vurderer socialpolitisk sekretær i HK, Carsten Riis.
HK ønsker varighedsbegrænsningen helt fjernet.
- Eller der skal være ligestilling mellem de sygemeldte, der kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår og dem, der kan vende tilbage i fleksjob eller skal have førtidspension. Hvis ikke den ligestilling bliver lavet, kan vi ikke løse det her problem, siger Carsten Riis.
Folketinget førstebehandler forslag til nye sygedagpengeregler i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. apr. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland