I går fik 108 ansatte i Danish Crown besked om, at deres arbejdspladser flyttes til Tyskland. Vrede i Fødevareforbundet NNF over, at udflytningen af arbejdspladser fortsætter
108 ansatte på Danish Crowns opskæringer i Gimsing ved Struer og kreaturslagteriets Vests afdeling Øst i Holstebro skal fyres.
I går morges fik de at vide, at koncernen lukker de to afdelinger med virkning fra den 29. maj og flytter arbejdet til Husum i Tyskland.
- Det er en katastrofe, at Danish Crown igen lukker afdelinger. Det nordvestjyske område er utrolig hårdt ramt i forvejen med lukningen af svineslagteriet i Holstebro. Mine kolleger er både vrede, oprørte og kede af det. Og jeg forstår dem godt, siger Levin Kielsgaard, tillidsmand på opskæringen i Gimsing.
Så sent som i sidste måned fyrede Danish Crown 772 ansatte, fordelt med 90 i udbeningsafdelingen i Esbjerg, 308 på slagteriet i Rødding og 463 på slagteriet i Holstebro.
Formanden for Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland, Steen Hartmann, er chokeret.
- Vi slikker stadig sårene efter meddelelsen om lukningen af svineslagteriet i Holstebro. Og så rammer Danish Crown igen slagteriarbejderne i ryggen med den skarpe kniv. Jeg er vred, meget vred. Og voldsomt frustreret, siger Steen Hartmann.
Frustrationen deles af forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast.
- Det er ikke bare beklageligt for de medarbejdere, der mister jobbet. Det er også endnu et anslag mod den danske slagterisektor, udført af sektoren selv, siger forbundsformanden.
Ole Wehlast understreger, at Fødevareforbundet NNF kæmper videre for at sikre dansk produktion og danske arbejdspladser. Forbundet efterlyser handling af politikerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278