28 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En kvart million er fattige

En kvart million er fattige

Onsdag, 18. marts, 2009, 00:00:00

Antallet af fattige i Danmark er steget markant siden 2001: Mere end en kvart million mennesker lever i fattigdom herhjemme, viser nye tal fra AE-rådet

Sund mad, sommerferie, fritidsaktiviteter, nyt tøj, eget værelse!
Det er bestemt ikke en selvfølge for de i alt 270.000 børn og voksne, der lever under OECD`s fattigdomsgrænse.
Antallet af fattige danskere er fra 2001 til 2006 steget med mere end 55.000 personer. Det svarer til en stigning på 26 procent.
Det afslører Arbejderbevægelsens Erhvervsråds (AE) i sin årlige afdækning af fattigdom i Danmark.
- Vi har nu gennem flere år kunne konstatere, at der kommer flere og flere fattige danskere. Rigtig mange enlige forsørgere og familier bliver ramt af for eksempel kontanthjælpsloftet. De fleste har den opfattelse, at fattigdom ikke er noget, der eksisterer i et land som Danmark, men udviklingen viser stik modsat, at antallet af fattige stiger år for år, fastslår direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen.
AE-rådet har opgjort fattigdommen efter OECD`s model. Den viser, at man i Danmark er relativ fattig, hvis man lever for under 7500 kroner om måneden efter skat.
Lars Andersen mener, at det er på tide, at politikerne indfører en officiel fattigdomsgrænse i Danmark.
- Det vil være første skridt på vejen til at erkende, at vi står med et voksende samfundsproblem, som kræver politisk handling, uddyber han.
AE-rådet giver loftet over kontanthjælpen, starthjælpen og introduktionsydelsen skylden for den stigende fattigdom.
- Ud over en officiel fattigdomsgrænse, der kan skabe fokus på problemet, er der behov for konkrete initiativer, der kan bremse den voksende fattigdom. Her vil det efter vores mening være nærliggende at afskaffe ordninger som kontanthjælpsloftet og starthjælpen, fordi det er sociale ydelser, som er med til at fastholde den tunge ende af samfundet i fattigdom, siger Lars Andersen.
Hver fjerde af de i alt 270.000 personer, der lever i fattigdom i Danmark, har været fattige i mindst tre år i træk. Men nu får statsministeren mulighed for at gøre noget ved den stigende fattigdom. Enhedslisten indkalder nemlig Fogh til en forespørgsel i Folketinget om de nye fattigdomstal:
- Det er nu slået fuldstændig fast, at regeringens politik har øget fattigdommen i Danmark. Det mest bekymrende er, at der er tale om langtidsfattigdom og ikke midlertidig fattigdom, som regeringen har forsøgt at give indtryk af, siger socialordfører Line Barfod og uddyber:
- Den voksende fattigdom er ikke kommet af sig selv. Den er et direkte resultat af regeringens politik. Regeringens uvilje mod at gøre noget ved fattigdommen står i skærende kontrast til den store vilje til at hjælpe banker og give skattelettelser til de højstlønnede.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. mar. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland