28 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nørrebro står sammen mod vold

Nørrebro står sammen mod vold

Tirsdag, 17. marts, 2009, 00:00:00

¤¤Det er vores gader¤¤ har Nørrebros beboere sagt til både bander og politikere ved flere optog og demonstrationer weekenden igennem

Nej til bandekrig og nej til bandepakker. Sådan lød budskabet, da flere hundrede børn og forældre fra kvarteret omkring Blågårds Plads på Nørrebro i København i lørdags gik i optog fra Blågård Skolen til Blågårds Plads.
- Vi markerede, at gaderne er vores, og at vi vil bo her i fællesskab alle sammen - uanset vores baggrund eller nationalitet, siger Lise Lotte Duch til Arbejderen.
Hun er næstformand for skolebestyrelsen på Blågård Skole, som havde indkaldt til børnemarchen. På pladsen blev marchen mødt med musik, gøgl og boller og varm kakao.
- For os er bandekrigen ikke en krig mellem danskere og ikke-danskere men mellem nogle kriminelle bander, forklarer Lise Lotte Duch.
Signalet om et samlet kvarter, der siger nej til splittelse og vold, har givet genlyd hele weekenden.
Lørdag formiddag blev den 25-årige Mustafa Shakir Hsownay, der i februar blev et uskyldigt offer i bandekrigen, fulgt til graven af et ligtog, der strakte sig langt hen ad Nørrebrogade.
Over 3000 danskere af både etnisk dansk og udenlandsk oprindelse fulgte efter rustvognen med irakiske og danske flag og bannere med tekster som 'Stop opfordring til racekrig'.
Det var Mustafa Shakir Hsownays familie, der havde arrangeret optoget, som blev en flot markering af kvarterets sammenhold mod den meningsløse vold.
- Alle skal hjælpe os med at stoppe den her konflikt. Vi har danske og irakiske flag for at vise, at der ikke er forskel mellem danskere og indvandrere. Vi lever jo alle sammen i Danmark, sagde Abbas, en af arrangørerne, til DR.
Anderledes toner lyder fra justitsminister Brian Mikkelsen (K).
- Indvandrerne må ud, hvis de kommer her for at begå kriminalitet, siger han til Berlingske Tidende som svar på kritik af, at han italesætter bandekonflikten som en etnisk konflikt.
Søndag gik 400 nørrebroere i demonstration fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen. De kræver våbnene væk fra gaderne.
Beboere på Nørrebro opfordrer i øvrigt til at samles, hver gang der bliver skudt i bydelen, klokken 16 dagen efter på det sted, hvor skuddene faldt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. mar. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland