Israel skal boykottes fuldstændigt og isoleres. Og det er på høje tid, mener Patrick Mac Manus, der ledede solidaritetskampagnen i 1980`erne mod apartheid-Sydafrika. Lighederne er slående

Den tidligere leder af Sydafrika-komitéerne i 1980`erne mener nu, at der er så mange ligheder mellem apartheid-Sydafrika og dagens Israel, at alle forbehold overfor at boykotte Israel og støtte palæstinenserne, må kastets overbord med det samme.
Patrick Mac Manus ser direkte frem for sig.
- Israel skaber selv parallellerne. Det er ikke mig eller palæstinenserne.
Han ankommer til Arbejderens redaktion i København med tasken fuld af gamle udklip fra tiden i 1980`erne, hvor han var formand for Sydafrika-komitéerne, som organiserede en kampagne for at isolere Sydafrika, der mobiliserede tusinder.
Israel skal boykottes fuldstændigt. Isoleres. Og det er på høje tid, mener han.
Dengang stod aktivister foran supermarkederne og opfordrede danskerne til at lade æbler og druer fra Sydafrika ligge. Der går en lige linie til de orangeklædte aktivister i dag, der står og opfordrer til boykot af Israel.
- Igennem årtier var apartheid et projekt i Sydafrika. Et projekt med tvungne bosættelser i 'uafhængige stater' - de såkaldte bantustans. I Palæstina i dag gentages denne historie, mener Patrick Mac Manus, der flyttede fra Irland til Danmark i 1970.
Han hiver en artikel frem fra august 1986. Det er den første artikel, han skrev i Land og Folk om Israel og Sydafrika.
Den beskriver, at Israel siden 1976, var blevet en vigtig strategisk partner for apartheidstyret i Pretoria med væsentlige investeringer, et samarbejde om omgåelse af sanktioner, opbygning af de væbnede styrker og våbenindustri, et mørklagt atomart samarbejde og teknik til bekæmpelse af uro samt grænsebeskyttelse.
- I Sydafrika blev millioner berørt af ekspropriationer af jorden og udsættelse fra boliger. I dag rammer ekspropriationerne og udsættelsen den palæstinensiske befolkning, siger Patrick Mac Manus og ruller sig en tynd cigaret.
Han tilføjer, at det i sin tid hed 'apartheid', men at det i dag i Palæstina hedder 'separationsbarriere'. En afspærring af befolkningen, opbygning af nye grænser på konfiskeret land. En barriere, der ødelægger befolkningens oliventræer og drivhuse, landsbyer og forretninger, deres liv og overlevelse.

Aktiv
Der går ikke en dag, uden Patrick Mac Manus, der har været seminarielærer i 13 år, mailer til landets avisredationer med nyheder om Palæstina. Engagementet er stort. Ligesom dengang mod apartheid.
Den tidligere filosofi- og historiestuderende erindrer, at han som ung så billeder fra Soweto-massakren i 1976. Især billedet af teenageren, der bærer det døde barn gennem Soweto, gjorde indtryk.
- Jeg måtte gøre noget. Ankom til Danmark i 1970, blev aktiv i DKP, Danmarks Kommunistiske Parti i Albertslund og på Nørrebro, fortæller ireren, der taler flydende gælisk. Han tænder cigaretten.
- Jeg ville have en anden dimension i politik ved at lave solidaritetsarbejde, fortæller den nu 63-årige københavner,
der gik ind i Sydafrika Kontakt i 1985 og skabte forbindelse med den lokale repræsentant for ANC.
Patrick Mac Manus blev i 1986 formand for Landsforeningen Sydafrika-Aktion (LSA), som senere kom til at hedde Sydafrika Kontakt.

Zionisme og apartheid
Patrick Mac Manus har igennem lang tid studeret ligheden mellem zionismen og apartheid-ideologien i Sydafrika. Han er lamslået over ligheden.
Zionisme er betegnelsen for staten Israels bærende ideologi. På vegne af jøderne gør zionismen krav på landet Palæstina som territorium for en egen stat for jøder.
Apartheid betyder oprindelig 'adskillelse'' på afrikaaner-sproget i Sydafrika, og blev frem til overgangen i starten af 1990'erne brugt som betegnelse for den hvide befolknings økonomiske, politiske og ideologiske herredømme i dette land.
- Der er store paralleller mellem programmet for World Zionist Organisation fra 1897 og det sydafrikanske Afrikaner Broederbond fra 1918, forklarer den tidligere anti-apartheid-aktivist
Han mener, at den 'tragiske utopi, der drev den israelske stat i sin oprindelse', var en løgn om et tomt og bibelsk land, der 'ventede på sin befolkning'.
- Afrikaanere, der ankom til Sydafrika, århundreder tidligere, havde en tilsvarende drøm. De ankom og ville besætte landet med Bibelen og geværet, siger Patrick Mac Manus og rykker frem på stolen.
- I begge tilfælde, ramte tragedien især dem, der boede på den jord, der nu blev ofre for den uholdbare utopi. I 1897 hed det World Zionist Organisation, i 1918 hed det Afrikaner Broederbond. To projekter med en voldsom historie - en 'hvid' stat, en 'jødisk' stat i Sydafrika og Israel.
- I de besatte områder opretholder Israel en stram racemæssig og kolonial adskillelse mellem israelske jødiske bosættere og de 'indfødte' palæstinensere, tilføjer ireren, der er vokset op på den forrevne vestkyst i Irland.
- Ønsket om et etnisk-religiøst flertal af israelske jøder har gennemtrængt Israels 'nationale dagsorden', som i stigende grad anskuer Israels palæstinensiske borgere som en 'demografisk trussel'.
Han mener, at bosætterne nyder godt af økonomisk støtte, veje, subsidierede og svært beskyttede boliger og særlige politiske rettigheder.
- Selv under det sydafrikanske apartheidstyre fandtes der aldrig nogle 'kun-for-hvide-veje', erindrer han og suger resten af nikotinen ud af den glødende cigaret.

Svært
Han mener dog, at Israels militære magt i dag er større, end apartheidstyrets var dengang.
Og det er sværere at rejse kritik af Israel, da zionisterne stadig forsvarer sig med, at de har været et forfulgt folk, ofre for nazismens holocaust
Patrick Mac Manus anerkender de historiske kendsgerninger om holocaust og forfølgelsen af jøder.
- Men der er opstået en meget stærk ukritisk accept af staten Israels handlinger i mange medier, siger han.
Han beklager, at det for mange vesterlændinge er svært at støtte palæstinenserne. For svært.
- Den arabiske retorik i form, hvormed man fremstiller et emne på en velformuleret og overbevisende måde, forstår vi i Vesten ikke. Det skal man nemlig have sat sig ind i for at forstå, mener han.
- Vi lever i en tid, hvor islam-hetzen kører derudaf og er på dagsordenen. Og det har ikke hjulpet, at støtten til Hamas er vokset i Palæstina.
- Dette skyldes også, at de ikke-religiøse, sekulære kræfter i den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, ikke er nået frem til resultater. Og at der er opstået korruption, siger Patrick Mac Manus.
Alligevel er han optimist.
- Zionismen er i sin dødskamp. Jeg tror, trods det seneste højreskred ved valget, at flere og flere israelere opgiver idéen om at zionismen skal administrere landet alene, siger den tidligere leder af anti-apartheidbevægelsen og tilføjer, at ikke selv i zionismens dødskamp er de farlige. Tragisk voldsomme.
Så han tror ikke på en fredelig proces. Og vil slet ikke udelukke en kommende borgerkrig mellem israelere indbyrdes.
- Mange israelere flytter, men flere og flere erkender, at tingene ikke kan ikke fortsætte. De vil have et demokratisk land, alle kan leve i. Ligesom i Sydafrika dengang.

I gang igen
Patrick Mac Manus er på en måde startet forfra. Eller vendt tilbage til udgangspunktet. Uretfærdigheden.
I 1990 kom Mandela ud af fængslet. Apartheid blev afskaffet.
Men apartheid hersker fortsat i Palæstina.
For Patrick Mac Manus er mange af idealerne ikke opnået i Sydafrika, men han er stolt af at have været med til at yde et ganske lille bidrag til at knække regimet.
Han finder styrke i sine rødder og egen historie til nu at engagere sig i palæstinensernes sag
- Måske hænger det sammen med, at jeg er født i Irland. Min bedstemor var aktiv i den irske frihedskamp. Og hendes børn løb med budskaber til IRA. Jeg er opkaldt efter Patrick Pearce, der ledte opstanden mod englænderne i Dublin i 1916, smiler Patrick Mac Manus i forsøget på at forklare, hvorfor kampen mod uretfærdighed igen er aktuelt.
- De første slaver var irske fanger, der blev deporteret til fjerne engelske kolonier. De blev behandlet værre end sorte slaver, forklarer han.
Nu er palæstinenserne vor tids slaver eller irske fanger. Det kræver solidaritet, mener han.
Han vender tilbage dengang kampagnen mod apartheid blomstrede og bar frugt i 1980`erne.
- Målet for Landskomiteen Sydafrika-Aktion var at bære kampen for et nyt Sydafrika ind i hverdagen, at bringe den sydafrikanske frigørelsesproces så tæt på befolkningen i Danmark som muligt.
- Faglige organisationer, lejere og lejerforeninger, boligselskaber, byråd og kommunale forvaltninger, skoleelever og lærere, journalister, billedkunstnere, musikere, præster og menigheder, sangkor og sportsfolk blev inddraget. Målet var at skabe en deltagelse, der overskred det politiske systems mere snævre form, forklarer Patrick Mac Manus.
Han mener, at kampen udløste det bedste i mennesket. En følelse af ansvar.
- Der var stor international opmærksomhed, erindrer han.
Men det var også hårdt.
- Tænk på, at der dengang intet internet var. Kun plakater, breve og telefoner.
Patrick Mac Manus griner og tænker tilbage på dengang, han sad aften efter aften, dødtræt, og slikkede på frimærker.
- I dag kan du bare sende en mail ud til 1000 mennesker på et sekund.
Mærkater med den simple tekst 'Boykot Sydafrika' blev distribueret over hele landet af Landskomiteen Sydafrika-Aktion og påsat sydafrikanske varer i dagligvarebutikker af lokale aktivistnetværk.
LSA`s sekretariat kastede sig ud i langstrakte korrespondancer med dagligvarekæder, rejsebureauer og lokale myndigheder.
Tidligt i processen erklærede kæder som Irma og FDB, at de ville udfase deres salg af sydafrikanske varer. Aktionerne koncentreredes herefter om kæder som Føtex og ISO og en gros- og detailhandel med frugt.
Socialdemokratiet havde haft det svært med LSA's krav om indførelsen af ensidige danske økonomiske sanktioner mod Sydafrika.
Socialdemokratiet havde siden Per Hækkerups tid som udenrigsminister i 1960'erne klart markeret, at partiet kun ville støtte sanktioner, hvis der var enighed i FN`s Sikkerhedsråd om indførelsen af en bindende boykot.
Folketinget havde da også i 1978 tilsluttet sig den af Sikkerhedsrådet vedtagne våben-embargo, men samtidig lagt afstand til tanken om, at Danmark burde være foregangsland med mere vidtgående sanktioner.
Med sanktionsvedtagelserne i det danske Folketing i 1985 og 1986 blev det centrale i LSA's opgave i højere grad at overvåge, at sanktionerne blev overholdt.
Der blev ikke af den borgerlige regering afsat ressourcer til at håndhæve sanktionerne, så mange kræfter blev anvendt på at læse handelsstatistikker og sydafrikanske annoncer, som kunne dokumentere behovet for politimæssige indgreb overfor danske virksomheder.
- Der var jo kun tale om begrænsede sanktioner. Vi måtte kontrollere, at de blev overholdt, fortæller Patrick Mac Manus.
Sydafrikakomitéerne og Unge Mod Apartheid besatte seks gange det sydafrikanske konsulat i København. Patrick Mac Manus var med to gange.
Sydafrikanske varer blev hevet ud af butikker og luftfartsselskabet udsat for happenings. Shell var udsat for en omfattende kampagne, da de havde investeringer i Sydafrika.
Aktionerne var ofte ungdommelige og 'frække'.
- I solidaritetsarbejde skal vi gå tæt på lovgivningen og en gang imellem overskride den, for så at trække os tilbage. Vi skal hele tiden vide, hvad vi gør, mener den tidligere formand for LSA.
Han mener, at netop dette er foreningen Oprørs styrke i dag. Han er i øvrigt en af talsmændene for Oprør, der i trods mod terrorlovgivningen har støttet oprørsbevægelser i Palæstina og Colombia.
- Det gælder om at udfordre og skabe oplysning, siger han og skodder den hjemmerullede cigaret i en underkop.
Han er selv blevet sigtet i Oprørs-sagen for et par år siden. I 1980`erne blev han arresteret for at være hjernen bag såkaldt hærværk mod Shell. Sigtelserne blev frafaldet.
- Aktivitet skaber opmærksomhed. Vi må have forenet alle dimensioner i solidaritetsarbejdet - både 'det kedelige' og det frække. Vi har brug for nogle, der griber ud over grænserne, slutter han.