Bertel Haarder vil udvikle folkeskolen og de kreative fag for 26 kroner per elev over de næste tre år. Pressestunt, vurderer Danmarks Lærerforening
Erhvervsklasser, turbodansk og et helt nyt designfag. Der er store planer i det nye forsøgsprogram for udvikling af folkeskolen, som regeringen præsenterede i går.
- Nu åbner vi for, at skolerne kan være kreative og afprøve nye metoder og veje. De kreative fag styrkes og prøver skal afspejle tiden. Forsøg med blandt andet undervisningsassistenter og erhvervsklasser skal være med til at understøtte elever, der har brug for noget særligt for eksempel en praktisk tilgang til arbejdet. Skolerne kan også få tilskud til udviklingsprojekter, siger undervisningsminister Bertel Haarder (V).
Men kommunerne får kun 48 millioner kroner til forsøgsperioden, som løber frem til 2011. Det svarer til 26 kroner per elev i folkeskolen, og det får man ikke meget udvikling for, påpeger Danmarks Lærerforening.
- Alene i Haderslev Kommune sparede man omkring det dobbelte beløb på skoleområdet sidste år. Der er mange gode initiativer i forslaget, men man skal passe på hvad man foregøgler befolkningen i pressen, når der ikke er flere penge med, siger formand Anders Bondo Christensen til Arbejderen.
Samtidig med udviklingsplanen præsenterede Bertel Haarder en ny handlingsplan for de såkaldt kreative fag. Med planen indføres standpunktsudtalelser og afgangsprøver i de praktisk-musiske fag som musik og billedkunst. Håndarbejde og sløjd bliver forsøgsvis lagt sammen i det nye fag 'håndværk og design'.
Der er ikke sat penge af til handlingsplanen for de kreative fag, men lærerne får mulighed for at rykke timerne rundt i skoleforløbet, for eksempel fra de tidlige til senere klassetrin.
- Problemet er, at mange kommuner allerede har skåret fagene helt ned til minimum, så der er ikke meget at flytte rundt med, lyder kritiken fra Anders Bondo Christensen.
Han mener, at regeringen overvurderer den gavnlige virkning af at indføre prøver i fagene.
- Jeg tror ikke man bliver mere kreativ af at skulle til prøve i musik og billedkunst. Hvis Bertel Haarder gerne vil vise, at han tager fagene seriøst, skulle han hellere styrke timetallet.
Med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er Bertel Haarders planer sikret flertal på forhånd.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278