Regeringen vil med skattereformen også sænke skat på aktie- og renteindtægter for at ¤¤sikre symmetri¤¤ med nedsættelsen af topskatten for de rige
Det er ikke kun på indkomstskatten, at direktører og andre højtlønnede scorer gevinsten på regeringens forslag til skattereform. De slipper også billigere i skat på deres indtægter fra aktier, obligationer og bankindskud.
Skatten på aktieindkomst under 48.300 kroner sættes ned fra 28 til 25 procent, mens den højeste skattesats på aktieindkomst sænkes fra 45 til 40 procent.
På samme måde vil regeringen sænke skatten på positiv kapitalindkomst - altså indtægter fra obligationer og bankindskud - og indføre et bundfradrag på 80.000 kroner.
Da det ikke ligefrem er den gennemsnitlige LO-arbejder, der forøger sin indtægt via investeringer i akter og obligationer eller fra femcifrede rentebeløb af sine indskud i banken, er det igen de højest lønnede, der scorer denne del af skattelettelserne.
Skattelettelserne til aktionærerne er ifølge regeringen nødvendige 'med henblik på at sikre symmetri i forhold til marginalskatten på lønindkomst'. Og går man ind på den præmis, er det rigtigt, at når man gennemføre skattelettelser det ene sted, må man også gennemføre dem det andet sted, forklarer skatteekspert Christen Amby.
- I mange danske selskaber er der hovedaktionærer, som med den lavere marginalskat vil trække overskuddet ud som løn i stedet for at få det udbetalt som aktieudbytte. Så hvis man vil undgå den forvridning, må man gøre som regeringen gør, siger Christen Amby til Arbejderen.
Enhedslistens finans- og skatteordfører Frank Aaen giver for så vidt Christen Amby ret.
- Man kan sige, at regeringens skattepakke på den måde er gennemført: De rigeste får både i pose og sæk, sådan fungerer systemet.: Når man giver dem lønskattelettelser, må man også lette skatten på de øvrige områder, forklarer Frank Aaen til Arbejderen.
- Men ud over at man så bare kunne lade være med at give disse her skattelettelser, kunne man også komme uden om problemet med, at de rige også henter en skattegevinst på aktieprofitterne ved at øge beskatningen af selskabernes overskud, påpeger Frank Aaen.
Han peger i øvrigt på, at det ikke vil ændre på skattereformens skæve virkning at droppe topskattelettelsen, sådan som Dansk Folkeparti kræver i de igangværende forhandlinger med regeringen.
- Det er mellemskattens exit, der giver de rigeste de store skattegevinster. Det rokker ikke meget ved det, om topskatten sættes ned med halvanden procentpoint eller ej, understreger Frank Aaen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278