Der kommer endnu flere busnedskæringer til næste år, men regeringen vil ikke løfte en finger for at hjælpe de skoleelever, som kommer i klemme
I kan bare tage cyklen.
Sådan lød meldingen til de repræsentanter fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), som tirsdag deltog i åbent samråd med undervisningsministeren og transportministeren om problemer med nedskæringer i busdriften.
Baggrunden for samrådet var meldinger om gymnasieelever og handelsskoleelever rundt omkring i landet, som har problemer med at komme i skole, fordi deres busrute er lukket eller skåret ned. Men regeringen afviste, at der er tale om et reelt problem, også selvom det står klart, at der kommer endnu flere nedskæringer til næste år.
- Jeg blev enormt skuffet over samrådet. Hvis den offentlige transport for eleverne forringes yderligere i 2010, vil der være færre unge, der tager en ungdomsuddannelse, og det har Danmark simpelthen ikke råd til. Alligevel valgte regeringen at ignorere vores nødråb. I stedet brugte de næsten hele det åbne samråd på at diskutere, hvorvidt danskere og de unge cykler nok, siger formanden for DGS Mina Bernardini. Hun mener, at eleverne blev latterliggjort.
Helge Adam Møller havde inden samrådet spurgt om ministrene, Lars Barfoed og Bertel Haarder, ikke var enige i, at det ville være orden, hvis eleverne tog cyklen frem for bussen. Han var dermed katalysator for den retning diskussionen tog.
Handelsskoleelev Mathilde Petersen deltog til det åbne samråd. Hun er skuffet over politikernes afvisning.
- Et medlem af mit elevråd bor udenfor Aalborg og har så langt til skole, at han tit må overnatte hos vennerne. Han er nødt til at arbejde ved siden af sit studie og kan ikke bare cykel. Han har over 20 kilometer til skole.
På for eksempel Grindsted Gymnasium vil 25 procent af eleverne blive ramt af kommende busnedskæringer. Mange kommer langvejs fra.
Udover opfordringen til at tage cyklen var meldingen fra politikerne, at det under ingen omstændigheder er regeringens ansvar at sikre busdriften. Det er regionerne og kommunernes opgave.
- Men der er tale om et landsdækkende problem, som regeringen må håndtere, mener Mia Bernardini.
I en række kommuner vælger man andre løsninger end at nedlægge busruter. Morsø Kommune har sammen med fem andre landkommuner indført gratis buskørsel for alle borgere på alle ruter.
- Vi håber, at vores borgere vil bruge bussen noget mere. Det vil give en gevinst på CO2-siden, hvis flere vælger bussen frem for bilen. Og samtidig sparer vi også en del administration ved at gøre det gratis, siger Morsø borgmesteren Egon Pleidrup Poulsen (S) til Ritzau.
Det koster kommunen omkring 850.000 kroner at indføre gratis buskørsel. Indtil videre er det især de tyndtbefolkede kommuner, der har valgt en sådan løsning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278