De nye regler, der erstatter kravet om at søge fire job om ugen, stiller store krav til a-kasserne om dokumentation og kontrol
Jubelen over at være sluppet af med kravet om at søge fire job om ugen kan hurtigt forstumme i frygten for, hvad de nye rådighedsregler fører med sig.
- Det er ganske vist så nyt endnu, men der er ingen tvivl om, at det kommer til at trække tænder ud og vil give os ekstra arbejde med dokumentation og kontrol af de arbejdsløse, siger Annettte Drotten, a-kasseleder i 3F Randers, til Arbejderen.
Hun er især bekymret over at de nye regler kommer på et tidspunkt, hvor arbejdsløshedskøen vokser nærmest eksplosivt.
- For hvor skal vi råde vores medlemmer til at søge arbejde. De skal vel ikke søge på de arbejdspladser, hvor de sender folk på fordeling eller fyrer. Og når der ikke følger penge med til øget voksenuddannelse, så er det svært at se, hvordan vores arbejdsløse medlemmer skal kvalificere sig til at søge udenfor den branche, de kommer fra, mener Annette Drotten.
Ifølge de nye regler, som træder i kraft 16. februar, skal a-kassen og den arbejdsløse inden fire uger lave en skriftlig plan for, hvilke job og indenfor hvilke områder der skal søges.
Når der er gået tre måneder, skal der som før afholdes en samtale, hvor det vurderes, hvorvidt den aftalte plan er blevet fulgt eller ej. Før skulle a-kassen indberette, hvis det blev vurderet, at den arbejdsløse ikke stod til rådighed for arbejdsmarked. Med de nye regler skal der skrives ned og afleveres dokumentation også for dem, der har fulgt den aftalte plan.
Det er AK-Samvirke, brancheorganisationen for danske a-kasser, der har forhandlet sig frem til de nye regler med Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Formand for AK-Samvirke Morten Kaspersen glæder sig først og fremmest over at være sluppet af med forpligtelsen til at søge fire job om ugen.
- Jeg er sikker på, det giver a-kasserne meget bedre muligheder for sammen med de ledige at lave en mere konstruktiv og motiverende jobsøgning. Den ledige får selv større indflydelse på, hvilke job det giver mening at søge, så de ikke bare søger ud i det blå, siger Morten Kaspersen til Arbejderen. Han håber at a-kasserne vil give de nye regler en chance.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278