09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sauer-Danfoss afslår lønstigning

Sauer-Danfoss afslår lønstigning

Onsdag, 11. februar, 2009, 00:00:00

Ansatte i industrien er under voldsomt pres for at gå ned i løn. Nu kommer de første eksempler på, at de også presses til at droppe aftalte lønstigninger

De ansatte på Sauer-Danfoss i Nordborg på Als har accepteret at udskyde en aftalt lønstigning på fire procent til næste år.
- Det er i stedet for at gå på arbejdsfordeling, siger Orla Petersen, der er fællestillidsrepræsentant for de timelønnede, til Arbejderen.
Firmaet har været hårdt ramt af den økonomiske krise, hvilket tydeligt afspejler sig i antallet af ansatte.
- Sidste år i september var der 1610 medarbejdere. Når de sidste, der går med deres opsigelsesvarsel i lommen, er væk, er vi nede på 1100 produktionsmedarbejdere, forklarer tillidsmanden.

Svært at være optimist
Han håber, at den udskudte lønstigning, der i alt udgør 12 millioner kroner fra 1. marts i år og frem til januar næste år, vil sætte en stopper for fyringer. På den anden side er han ikke for optimistisk.
Det er Marita Geinitz, formand for 3F Als, heller ikke. 900 ud af afdelingens 3800 medlemmer er opsagt fra deres arbejde. På spørgsmålet om afdelingens holdning til lønnedgang og udskydelse af lønstigninger siger hun til Arbejderen:
- Der kan siges både for og imod. Lige nu handler det ikke om at undgå fyringer, men om at minimere dem. Og jeg vil hellere se folk i arbejde end fyret.
Formand for Industrigruppen i 3F, Børge Frederiksen, kender endnu ikke særligt mange konkrete eksempler på medlemmer, der som på Sauer-Danfoss har accepteret at udskyde en aftalt lønstigning. Han er dog sikker på, at der kommer flere eksempler, når kalenderen nærmer sig den 1. marts, hvor de lokale forhandlinger går i gang.
Han har dog hørt om Jydsk Aluminium Industri, hvor 200 ansatte har sagt ja til at gå fem procent ned i løn og til at udskyde en lønstigning på andre fem procent. Det sker ifølge tillidsmand Mogens Johansen i håbet om at 'redde virksomheden', der siden september sidste år har fyret omkring 100 ansatte.
På emballagevirksomheden Færch Plast i Holstebro har 20 ud af 400 ansatte netop fået en fyreseddel, og tillidsrepræsentant Finn Poulsen regner med at lade emnet om lønstigning hvile ved de kommende lokalforhandlinger.
- Det er der opbakning til fra kollegerne. De vil hellere bevare jobbet end have lønstigninger, udtaler han til Nyhedsbrevet 3f.

Som at pisse i bukserne
- Jeg bryder mig afgjort ikke om hverken lønnedgang, eller at man udskyder en lønstigning med begrundelsen, at tiderne er dårlige. Det er som at pisse i bukserne. For jeg ved, at der skal kæmpes ekstra hårdt for at hive pengene hjem, når udviklingen vender igen, siger Børge Frederiksen til Arbejderen.
Han anbefaler tillidsfolkene at vende den type forslag 'hellere en gang for meget end for lidt' med kollegerne, inden der sættes en underskrift på en aftale med arbejdsgiveren.
Heller ikke Keld Bækkelund fra Dansk Metals forhandlingssekretariat er meget for aftaler om lønnedgang. Ikke desto mindre hører forbundet næsten dagligt om det pres, medlemmerne udsættes for med henvisning til krisen.
- Det er vores indtryk, at presset er særligt stort på arbejdspladser uden tillidsrepræsentanter. Men selv på arbejdspladser med tillidsfolk hører vi, at arbejdsgiverne forsøger at gå udenom og direkte til den enkelte medarbejder. Men det går altså ikke. Lokale forhandlinger om lønstigninger, eller som vi ser lige nu om lønnedgang eller arbejdsfordeling, skal gå gennem tillidsrepræsentanten, hvor der er en sådan, siger Keld Bækkelund fra Dansk Metals forhandlingssekretariat til Arbejderen.
Han mener, at tillidsrepræsentanten er med til at tage presset fra den enkelte og samtidig giver en vis garanti for, at kravene til de ansatte 'er rimelige'.

Godt med en tillidsmand
Dansk Metal Horsens har et helt konkret eksempel på, hvad det betyder at have en tillidsmandsorganisation.
- Autohuset Vestergaard, der har værksteder flere steder i landet, forsøgte sig med at udleverede en kontrakt til hver enkelt ansat, hvor de kunne krydse af i enten ja eller nej til en lønnedgang på 10 procent, fortæller faglig sekretær Benny Sørensen til Arbejderne.
Fagforeningen valgte at slæbe Autohuset i arbejdsretten. Her stod firmaet til en millionbod for at være gået udenom tillidsfolkene. De personlige kontrakter blev droppet, og i stedet indkaldte firmaet tillidsfolkene på tværs af værkstederne og forelagde dem forslaget om en lønnedgang. Et forslag tillidsfolkene valgte at takke nej tak til.
- Det er et tydeligt eksempel på, at tillidsrepræsentanter kan bruge deres beskyttelse, deres uddannelse og kontakter til afdelinger og forbund. I det her tilfælde til at fremskaffe beregninger, der viste, at en lønnedgang blandt firmaets omkring 100 ansatte ikke battede meget i firmaets samlede omsætning, mener Benny Sørensen.
Han frygter for de arbejdspladser, der ingen tillidsfolk har til at slå bremserne i. Det er ikke svært at forestille sig, hvad der sker, når en arbejdsgiver står med en kontrakt i den ene hånd med kravet om at gå fem til ti procent ned i løn og en fyreseddel i den anden.
De faglige repræsentanter er enige om, at det kan være svært at træffe et valg mellem fyringer eller lønnedgang. Men som minimum må der kunne stille krav fra lønmodtagerne om jobgaranti i perioden, hvor lønnen er sat ned, lyder det samstemmende.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. feb. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland