Der bor omkring 7000 jøder i Danmark. En stor del af dem forsvarede Israels angreb på Gaza. Men andre jøder gik på gaden side om side med palæstinensere i fredsdemonstrationer både i Danmark og andre steder i verden. Arbejderen har mødt et par af de jøder, som kæmper for en retfærdig fred i Mellemøsten
'Antisemit' - 'Illoyal' -'Fundamentalist'!
Sådan lyder nogle af de skældsord, som Robert Refby er blevet kaldt af danske jøder - selvom han selv er jøde og medlem af Mosaisk Troessamfund. Hans mor og far måtte flygte til Sverige under krigen. Han selv blev skjult herhjemme af en dansk familie, han ikke kendte.
Det er da heller ikke hans jødiske baggrund, som Robert Refby får hug for. Det er hans politiske holdninger. Han mener nemlig, at israelere og palæstinensere kun kan leve fredeligt side om side, hvis palæstinenserne får deres egen stat. Dén holdning er han ikke bange for at give udtryk for. Derfor tog han i juni 2007 initiativ til at danne en lille dansk afdeling af fredsnetværket 'Europæiske Jøder for en Retfærdig Fred' (EJJP), der findes i ti europæiske lande.
De to flag!
På sin trøje bærer Robert Refby et emblem, der viser både et israelsk og et palæstinensisk flag.
- Jeg går ind for to stater: Jeg ser både israelerne og palæstinenserne som to ligeværdige folk med ret til hver deres stat, siger Robert Refby til Arbejderen.
Det er ikke tilfældigt, at ordene 'retfærdig fred' indgår i navnet på fredsnetværket.
- Der bliver ikke fred af at bygge den israelske mur omkring Gaza højere, tykkere og længere og udsulte palæstinenserne endnu mere. Freden skal være retfærdig. Det indebærer nødvendigvis, at palæstinenserne får deres egen, internationalt anerkendte levedygtige stat, fastslår Robert Refby.
Han har flere gange demonstreret for fred i Mellemøsten - side om side med herboende palæstinensere og danskere. Han synes det er vigtigt, at også jøder bakker op om eksempelvis de seneste måneders demonstrationer og annoncekampagnen som Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening og andre har taget initiativ til. Efter Israels invasion af Gaza holdt han selv tale foran både USA`s Ambassade og Udenrigsministeriet.
- Vi får at vide, at der ikke er noget alternativ. Det er ikke sandt! En våbenhvile er mulig. Hvis vi afslutter den dræbende belejring. Hvis vi tillader Gazas befolkning at leve i værdighed. Hvis vi taler med Hamas, fastslog Robert Refby foran USA`s Ambassade den 17. januar.
Dansk folkeparti!
Udover at gå til demonstrationer, går Robert Refby også til møder arrangeret af Mosaisk Troessamfund. Her forsøger han at rejse debatten om, hvordan der kan blive fred mellem Israel og Palæstina. Det indebærer ofte kritik af Israel.
- Det er som om, de danske jøder rykker tættere sammen. Jeg er kommet i Mosaisk Troessamfund i mange år. Det er ikke rart pludselig at blive kaldt antisemit, bare fordi jeg har et politisk budskab. Jeg er begyndt at føle mig uvelkommen til møderne og også blandt gamle sportskammerater og skolekammerater.
Til daglig arbejder Robert Refby i 'Muhabet' - det eneste værested i København for psykisk syge flygtninge og indvandrere, hovedsageligt arabiske og andre mellemøstlige flygtninge.
Han er frustreret over, at jødiske foreninger som Dansk Zionistforbund og Mosaisk Troessamfund ved flere lejligheder har inviteret Pia Kjærsgaard og Søren Espersen til at holde tale. Han oplever i stigende grad, at det jødiske samfund rykker mere og mere til højre.
- Flere og flere mener, at Dansk Folkeparti er de eneste, der uforbeholdent støtter Israel. Mosaisk Troessamfund har holdt flere offentlige møder med oplæg af Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti bakker hundrede procent ukritisk op om Israel. Og partiet prøver at puste til alt det had mod muslimer og arabere, de kan komme til.
En af dem, som har været mest aggressive overfor Robert Refby i Mosaisk Troessamfund, er Dansk Folkepartis Søren Espersen. I Mosaisk Troessamfunds blad 'Jødisk Orientering' raser Søren Espersen i et indlæg over: 'Den Robert Refby som, uden at være flov over sig selv, rask væk propaganderer for, at jøder skal boykotte den jødiske stat. Denne Robert Refby vil nu udstrække sin boykot til også at omfatte Dansk Folkeparti'.
Robert Refby er ked af at blive hængt ud i et offentligt blad for danske jøder. Og han er ked af, at blive kaldt antisemit af sine egne.
- Det er som om, enhver kritik af Israel bliver stemplet som illoyal antisemitisme. Mange jøder ser en kritik af staten Israels nuværende politik som en kritik af dét at være jøde eller selve staten Israels eksistens. Selvom der er tale om to vidt forskellige ting: Jeg kritiserer kun den højreorienterede politik, som Israel fører i øjeblikket, siger Robert Refby.
Han henviser til, at de ultraortodokse, højreorienterede jøder har stor magt, og for øjeblikket er tungen på vægtskålen i den israelske regering.
Den officielle israelske holdning er, at man har verdens mest moralske hær.
- Alligevel afviser den israelske regering at retsforfølge krigsforbrydere i sin hær. Samtidig har Israel offentliggjort en liste over lande, hvor befalingsmænd og regeringschefer ikke bør rejse til, fordi de risikerer at blive retsforfulgt for krigsforbrydelser, pointerer Robert Refby.
Krigsforbrydere!
Også historikeren og jøden Morten Thing fra Roskilde Universitetscenter var med til at stifte Europæiske Jøder for en Retfærdig Fred i Danmark.
- Vi forsøger at tage de særlige briller af, som mange jøder har på, når de skal forholde sig til konflikten. Vi hører tit, at 'Israel har ret til at forsvare sig'. Men Israel er en ulovlig besættelsesmagt på Vestbredden og Gaza. Derfor har Israel i folkeretslig forstand ikke ret til at forsvare sig. Det eneste fornuftige skridt er at ophæve besættelsen, mener Morten Thing.
En fred vil også være til gavn for Israel. I dag er den sociale armod i Israel underlagt Israels sikkerhed, mener Morten Thing. Det er et problem, understreger han.
- Der findes store grupper af jødiske ny-indvandrere, som lever et liv under fattigdomsgrænsen i Israel. I stedet for at bruge penge på at opruste militæret, kunne man i stedet bruge pengene til gavn for den israelske befolkning, mener Morten Thing.
Han er frustreret over at eksempelvis Dansk Zionistforbund og Mosaisk Troessamfund er så ukritiske overfor Israel. Især var det forkasteligt, da tidligere overrabbiner Bent Melchior midt under Israels krig mod Gaza slog fast, at den voldsomme gengældelse og de civile tab i Gaza ikke behøvede være proportionale med de få ødelæggelser, som Hamas` raketter forsagede.
- Det er det samme som at blåstemple den israelske hærs rasering af Gaza. Det kan ingen israelere være tjent med. Det er vigtigt, at der findes jøder, som står frem med en anden holdning, end den som den israelske regering, den israelske ambassade og zionisterne herhjemme giver udtryk for, erklærer Morten Thing.
Det første skridt!
Efter hans mening er det Israel, der som besættelsesmagt nødvendigvis må tage det første skridt, hvis der skal blive fred mellem israelerne og palæstinenserne.
- Det er en dårlig idé, at Hamas sender raketter mod Israel. Men man er nødt til at se raketterne i deres rette sammenhæng. Våbenhvilen blev jo ikke brudt med Hamas` raketter. Den blev brudt flere måneder før: Israel tilførte jo ikke tilnærmelsesvis palæstinenserne de forsyninger af mad og medicin, som man havde forpligtet sig til i våbenhvilen, forklarer Morten Thing.
Så længe Israel ikke er klar til at give nogen indrømmelser, sker det ikke noget som helst, konstaterer han.
- Israel har meldt klart ud, at man ikke vil forhandle med palæstinenserne, så længe Hamas er ved magten. I stedet bør Israel gøre det klart, at de anerkender palæstinenserne og deres ret til selvbestemmelse på Vestbredden og i Gaza. Og som en logisk konsekvens heraf rive muren ned og fjerne de ulovlige bosættelser, siger Morten Thing.
På den måde kan fredsprocessen blive sat i gang, tror han:
- Når Israel klart har tilkendegivet, at man anerkender Palæstinas ret til at eksistere, vil Hamas givet også anerkende Israels ret til det.
Jøder for fred!
Sidste år indsamlede netværket Europæiske Jøder for en Retfærdig Fred (EJJF) 293 underskrifter fra læger, sundhedspersonale og repræsentanter for menneskerettighedsorganisationer fra hele Europa i protest mod Israels blokade af Gaza.
Underskrifterne blev sendt til FN`s Verdensundhedsorganisation WHO sammen med et brev til WHO`s generaldirektør Margaret Chan.
'WHO må insistere på, at Israel ophæver sin medicinske krigsførelse mod Gazas befolkning', skriver Europæiske Jøder for en Retfærdig Fred. Opfordringen til WHO kom efter at Israel skar drastisk ned i elforsyningen til Gazas befolkning.
EJJF er forbundet med lignende fredsgrupper i og udenfor Israel og de besatte områder. Netværket blev dannet i Amsterdam i september 2002. Her enedes deltagerne om et grundlag der: Fordømmer al vold mod civile i konflikten. Anerkender Israels ret til at eksistere. Anerkender palæstinensernes ret til en stat i de besatte områder (Vestbredden, Gaza og Østjerusalem). Endelig skal Israel vedkende sig sin andel i det palæstinensiske flygtningeproblem - og vedkende sig sin forpligtelse til at forhandle en retfærdig løsning.
Ikke de eneste!
Europæiske Jøder for en Retfærdig Fred er ikke det eneste fredsnetværk, der findes blandt jøder i Danmark: Den dansk-jødiske fredsorganisation New Outlook udgiver bladet 'Udsyn' cirka fire gange om året. Herudover hjælper New Outlook via sin hjemmeside med at samle navne ind til den verdensomspændende underskriftsindsamling for våbenhvile i Gaza.
Foreløbig har næsten 550.000 mennesker sat deres navn på det krav.
Du kan læse mere om Jøder for en Retfærdig Fred (EJJP) på www.ejjp.org. Du kan sende en mail til EJJP: contact@ejjp.org
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278