18 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

UFF støtter kamp mod kolera

UFF støtter kamp mod kolera

Torsdag, 05. februar, 2009, 00:00:00

Ulandshjælp fra Folk til Folk (UFF) arbejder sammen med UNICEF og WHO samt cubanske læger i Zimbabwe for at stoppe en alvorlig koleraepidemi

Ulandshjælp fra Folk til Folk i Danmark indsamler penge, og sammen med frivillige aktivister, der forberedes på Tvind-højskoler her i landet, er organisationen aktivt involveret i bekæmpelsen af en ny trussel, som rammer Zimbabwe: kolera.
I Forvejen er UFF engageret i bekæmpelsen af hiv/aids i Zimbabwe gennem sine søsterorganisationer i landet Humana People to People og DAPP (Development Aid from People to People) Zimbabwe.
Dette solide fodfæste giver organisationen et godt afsæt i forhold til at hjælpe med at stoppe spredningen af kolera og hjælpe mennesker, som har brug for behandling.
Zimbabwe oplever en alvorlig kolera epidemi, som berører mange mennesker. Antallet af døde nærmer sig nu 3000 mennesker, og mere end 56.000 mennesker er smittet med sygdommen. Det viser de seneste statistikker offentliggjort 27. januar 2009 af FN`s Verdens Sundhedsorganisation, WHO.
Humana People to People og DAPP Zimbabwe har slået kræfterne sammen med andre aktive parter hovedsagligt WHO, UNICEF, Zimbabwe's sundhedsministerium og sundhedsmyndighederne på provins- og distrikts niveau samt udsendte læger fra Cuba.
Alle ansatte i DAPP i Zimbabwe er involverede i kampagnen. 40 DAPP-medarbejdere arbejder fuld tid med den. Andre arbejder i kampagnen som del af deres projekter rundt om i landet. Disse projekter handler mest om 'børnehjælp' og bekæmpelse af spredning af hiv og aids, men også om landbrug og uddannelse af håndværkere.
DAPP Zimbabwe`s kampagne er koncentreret om to geografiske områder, oplyser UFF.
Det er provinsen Mashonaland Central, hvor opgaven er at forhindre et hvert udbrud i at sprede sig, og udkantsområderne i hovedstaden Harare, hvor mennesker er hårdest ramt.

Mashonaland
Den 10. december var der 293 koleratilfælde i provinsen. Det var mennesker, som var kommet fra Harare. Indtil videre har Sundhedsministeriet været i stand til at begrænse katastrofen, men fattigdom, sult og mangel på al ting kan hurtigt ændre billedet. Derfor laver DAPP i Zimbabwe præventive programmer i provinsen for at stoppe spredningen.
Det handler om at reagere hurtigt, undervise i forebyggelse og behandling samt uddeling af hygiejniske artikler.
Sundhedsministeriet har etableret kolera lejre med behandling og isolation. Disse lejre virker i kampen mod epidemien, når personalet er mobiliserede og forsyningerne er i orden... og hvis befolkningen kender symptomerne på sygdommen og ved, hvad de skal gøre.
Det er her UFF og søsterorganisationen DAPP i Zimbabwe sætter ind.
DAPP Zimbabwe sender folk fra hus til hus for at fortælle, hvilke symptomer mennesker skal reagere på, hvor de kan få hjælp, og hvad de skal gøre for at stoppe smittespredningen.

Hovedstaden Harare
Fattige bebyggelser i omegnen af hovedstaden er hårdest ramt af den dødbringende koleraepidemi.
Vi har hørt fra mange kilder, at folk ikke kommer, eller kommer for sent til behandling og at de ikke kender symptomerne på kolera, beretter UFF.
I Harare informere vi også om, hvordan man kan rense drikkevand for eksempel ved at lade det ligge i solen i en plastflaske i et bestemt tidsrum.
Vi arbejder sammen med sygeplejerskerne på det lokale sundhedscenter og læger fra Cuba, som er udstationeret i Harare. Humana People to People og DAPP Zimbabwe uddeler også vandrensnings-tabletter.
UFF og DAPP i Zimbabwe gør arbejdet sammen med menneskene i landet. Det handler om mange forskellige ting, men også om noget så grundlæggende som rengøringsaktioner.
På baggrund af, hvor kolera-faren kommer fra i vores område, organiserer vi rengøringsaktioner med lokalbefolkningen. Det bliver gjort på en sådan måde, så vi ikke spreder kolerabakterier i processen, forklarer UFF på deres hjemmeside.

Læs selv mere på www.uff.dk


Støttekoncert gav 17.250 kr.
Ulandshjælp fra Folk til Folk holdt støttekoncert i Global i København søndag den 25. januar. På scenen spillede Oliver Mtukudzi og hans band og i salen var der fuldt af danskere og herboende zimbabweanere.
Støttekoncerten gav 17.250 kroner i overskud, som ubeskåret går til kampen mod kolera i Zimbabwe. Det er UFF`s mål at fordoble beløbet i løbet af denne måned.
Du kan indbetale bidrag til kolera-kampagnen på UFF's indsamlingskonto i Danske Bank på konto: 3205 0010378656.


Afrika hjælper
Allerede i december besluttede ledelsen af Den Afrikanske Union (AU) at støtte kampen mod kolera-epidemien, som var brudt i i Zimbabwe.
'Kommissionen ønsker at udtrykke sin medfølelse og støtte over for Zimbabwes regering og befolkning, og bidrager med 100.000 US-dollar til at imødegå krisen', hed det i en appel fra hovedsædet i Addis Abeba i Etiopien.
AU sendte samtidig en appel til andre afrikanske lande og til internationale organisationer om at hjælpe.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. feb. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland