18 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hjorten dropper fire job om ugen

Hjorten dropper fire job om ugen

Onsdag, 04. februar, 2009, 00:00:00

Reglen om, at arbejdsløse skal søge fire job om ugen, erstattes af et tættere samarbejde med a-kasserne om job-søgning. Arbejdsløse og fagbevægelse glæder sig

Endelig!
Glædesudbruddet er ikke til at tage fejl af, da Kirsten Villadsen hører, at hun ikke mere er tvunget til at skrive fire ansøgninger om ugen for at kunne få udbetalt dagpenge.
- Det har været en frygtelig belastning. Selv i uger, hvor jeg har arbejdet på fuld tid som vikar, har jeg skullet søge fire job, siger den aalborgensiske pædagog til Arbejderen.
Kirsten Villadsen ser frem til at kunne koncentrere sig om at søge de stillinger, hun vurderer er realistiske i forhold til sine kvalifikationer, og ikke kun have fokus på antallet.
Næstformand i LO, Lizette Risgaard, glæder sig også over, at der nu er sat en stopper for de temmelig rigide rådighedsregler, og at beskæftigelsesministeriet sammen med AK-Samvirke har fundet en alternativ løsning.
- Man kan dog undre sig over, at det først var, da arbejdsgiverne brokkede sig over for mange useriøse ansøgninger, at beskæftigelsesministeren reagerede. Det var ikke fordi, de fire ansøgninger om ugen forpestede tusindvis af arbejdsløses tilværelse, at ministeren ophævede reglerne, lyder reaktionen fra næstformanden.
Arbejdsgiverne er da også tilfredse med, at reglerne nu bliver lavet om.
- At forsøge at lave et kvantitativt krav for noget, som er fuldstændig individuelt, det har ikke harmoneret, siger chefkonsulent i DA, Erik Simonsen, til DR.
Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov drypper en smule malurt i bægeret.
- Faren i det her er, at der bliver indført en masse bureaukrati, siger han med henvisning til, at a-kasserne ikke længere blot skal stemple papirer og udbetale dagpenge. De stilles ifølge Adelskov over for store krav om skriftlig dokumentation.
De nye regler giver a-kasserne en mere central rolle i de arbejdsløses jobsøgning. Der skal senest efter fire uger på dagpenge laves en individuel plan med fokus på, hvor den arbejdsløse vurderes at have størst mulighed for at komme i arbejde.
Planen skal justeres ved rådighedssamtalerne hver tredje måned, og kommer samtidig til at danne udgangspunkt for a-kassernes vurdering af, om den arbejdsløse står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. feb. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland