Sandholmlejren er fuld af kontraster: Ved siden af smadrede computer-skærme, forsøger børn at hygge sig med bål og æblejuice. Voksne står i kø foran informationstavlen

Midt i Sandholmlejrens virvar af desperate asylansøgere, der truer med selvmord, psykisk syge, traumatiserede krigsflygtninge, forsøger forældre at skabe lidt hygge og en så almindelig hverdag som mulig for deres børn.
Fire papkrus! En liter æblejuice! En kasse gamle aviser! Lidt brænde! Et gammelt juletræ!
Med et par hundrede kroner i lommepenge hver 14. dag må Sandholmlejrens forældre bruge deres fantasi, hvis børnene skal stimuleres og have bare et minimum af de samme oplevelser som andre børn.
- Nogle gange laver vi også snobrød. Ooorv! Det er sejt! Det er rigtigt flot!, udbryder Artem på seks år, da han ser gløderne stige til vejrs og de store flammer, som aviserne giver. Men de store flammer dør hurtigt ud, og så må der flere aviser på bålet.
Når der ikke er flere aviser tilbage, og bålet dør ud, skal Artem hjem og i seng. Næste morgen klokken otte skal han møde i skole. Det er han ikke ked af.
- Jeg kan godt lide at gå i skole og lære at skrive. Vi skriver 'bil', 'bus', og 'brev'. Og i frikvartererne spiller vi altid fodbold. Jeg vil gerne være politibetjent, for han fanger banditter, fortæller Artem.
Ikke langt derfra - i en lille gul barak - findes lejrens informationstavle. Det er foran denne tavle, indrammet i glas og bag lås og slå, at de håbefulde asylansøgere stiller sig - mindst en gang om dagen. Her holder de vejret for at se om deres nummer står på tavlen under dem, der har fået opholdstilladelse.
Hver eneste flygtning i Sandholm har sit eget ni-cifrede nummer. Men i dag er der ingen numre på listen over folk, der har fået asyl. Der er kun andre beskeder: En lang liste over folk, der skal henvende sig til 'Office 76', en lige så lang liste over folk der skal afhente deres post. Andre skal hente tøj eller til interview med de danske udlændingemyndigheder.