Den ældste søn på 13 år drømmer om at få et arbejde, så han kan købe et hus til sin familie. Faren drømmer om ikke konstant at være på flugt

I Sandholmlejrens familieafdeling i nummer 10a bor familien Mujagic fra Kroatien i to værelser. Der er ikke meget plads i det lille rækkehus i udkanten af lejren. Men familien forsøger at få hverdagen til at fungere så normalt som muligt.
De tre største drenge - Yoncek på tretten år, Bernando på ti år og Salvatone på ni år - sover i stuen.
De to mindste - Paskvat på fire år og Satina på halvandet år - sover hos forældrene i det andet værelse.

Flæsk og vitaminer
Det var især vigtigt for den katolske familie, at julen blev fejret så normalt som muligt. Den 38-årige Nenad Nikolic Mujagic peger stolt på juletræet uden for huset. Imens henter hans kone posen med glaskugler og en grøn lyskæde.
- Vi holdt jul, ligesom jer med juletræ og kugler og skinke, fortæller Nenad Nikolic.
Familien får udbetalt 460 kroner hver 14. dag til at dække de faste udgifter.
Familien spiser sin mad i kantinen. Nogle gange tager de maden med hjem. Ind imellem bager moren selv brød, som de spiser med billig flæsk til.
- Det er ikke altid, at børnene kan lide maden i kantinen. Så vi køber vitaminpiller. De er dyre, men sikrer at børnene er sunde. Vitaminpillerne køber jeg i Netto. Nogle gange tager jeg bussen. Men de fleste gange går jeg. Det er billigere. Og når jeg går, tænker jeg ikke så meget på vores problemer, forklarer Nenad Nikolic.

Beskedne drømme
Frem til 1990 levede Nenad Nikolic Mujagic og hans kone et stille liv i Kroatien. Da krigen havde varet en måned, flygtede de to.
- Jeg er militærnægter, og flygtede da krigen startede. Den slags straffes hårdt ved militære domstole, og der er ingen mulighed for benådning.
Det hjælper ikke på Nenad Nikolic`s situation, at han har et serbisk efternavn.
- Min kone er syg. Hun har fået fjernet sin ene nyre, fortæller Nenad Nikolic. Hans kone løfter op i trøjen, og viser et tyve centimeter langt ar i venstre side.
- Det er ikke alting, som hun kan tåle at spise og drikke. Hun vil ikke få en god lægebehandling i Kroatien. Og jeg har et handicappet barn. Det vil heller ikke få nogen hjælp i Kroatien, frygter Nenad Nikolic.
Nu har de to været flygtninge i næsten tyve år. Først i Ungarn. Og senere i Sverige. Deres børn er født på flugt.

Ikke for børn
Familien fik afslag på asyl i Sverige for halvandet år siden. Nu bor de i Danmark og er glade for at få en ny chance for at søge asyl. Men de håber snart at kunne flytte ud af Sandholmlejren. Ellers er det ikke de store tanker den lille familie gør sig om fremtiden.
Familiens ældste søn har ikke været på flugt lige så lang tid som hans forældre: Den trettenårige Yoncek Mujagic har stadig sine drømme i god behold:
- Jeg vil gerne være advokat, og hjælpe mennesker. Og så vil jeg tjene penge og købe et hus til min familie og en rød Farrari Testarossa til min far, fortæller han.
Hver dag tager han bussen til asyllejren i Avnstrup. Her går han i en Røde Kors sprogskole sammen med andre flygtningebørn. Der går fem andre børn i hans klasse. Det kan godt være lidt svært at følge med, for al undervisning foregår på dansk.
Hans far drømmer også - om end noget mere beskedent:
- Sandholmlejren er ikke et godt sted for børn. Jeg vil gerne kunne leve et normalt liv sammen med min familie. Jeg drømmer om at kunne bo det samme sted. Og slippe for hele tiden at skulle flytte rundt til forskellige steder. Det stresser mig. Jeg håber, at mine børn kan gå i en rigtig skole og få et arbejde efter skole. Jeg vil bare gerne have et arbejde. Et hvilket som helst arbejde, siger Nenad Nikolic.
Han har lige været henne i kantinen for at forsøge at overbevise Røde Kors om, at hans familie skal flyttes ud af lejren.
- Min dreng, Salvatone Mujagic på ni år, har det ikke godt. Han begynder at skrige, hvis han kommer ud på åbne pladser. Han går i panik, hvis der er mange mennesker. Han har fået det værre, fordi vi skal dele bad og toilet med mange andre her i lejren, fortæller Nenad Nikolic.