19 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gratis at bombe danske klinikker

Gratis at bombe danske klinikker

Fredag, 16. januar, 2009, 00:00:00

International lov giver Danmark ret til erstatning for de udviklingsprojekter, Israel har bombet i Gaza. Regeringen møder sagen med tavshed

Da et israelsk F16-fly natten til 5. januar forvandlede tre danskstøttede mobile sundhedsklinikker til udbrændte bilvrag, ødelagde det medicin og udstyr for millioner af kroner.
- Klinikkerne blev brugt til syge børn. I forbindelse med krigen skulle de have været bygget om til mobile felthospitaler for de sårede, fortæller mellemøstkoordinator Malene Mikkelsen fra Folkekirkens Nødhjælp, som har finansieret de tre klinikker, til Arbejderen.
Klinikkerne var tydeligt mærkede med røde kors og teksten 'mobile klinik'. Det samme var den dansk støttede stationære klinik, der få dage efter blev bombet
Derfor er bombningen en klar overtrædelse af Genévekonventionens paragraf fire, som både Danmark og Israel har underskrevet. Det har fået flere danske humanitære organisationer til at opfordre den danske regering til at søge erstatning.
- Når skoler og klinikker bombes, er det i strid med krigens love. Derfor bør det kunne udløse en erstatning, siger professor i folkeret og tidligere justitsminister Ole Espersen til Arbejderen.
Efter bombningerne tegnede der sig et muligt politisk flertal for at rejse erstatningssag, da udviklingsminister Ulla Tørnæs satte sine embedsmænd til at undersøge mulighederne. Men i tirsdags afviste statsminister Anders Fogh Rasmussen ifølge Ritzau, at regeringen overvejer at søge erstatning.
Det har ikke været muligt for Arbejderen, at få en kommentar fra regeringspartierne eller Udviklingsministeriet til om undersøgelserne dermed er stoppet.
- Det er et meget godt symptom på den generelle tilsidesættelse af international lov, der har præget denne konflikt og det internationale samfunds måde at anskue den på. Vi kan ikke gøre mere, så længe flertallet vælger ikke at søge erstatning, påpeger Malene Mikkelsen.
Union of Health Care Committees, som driver de mobile klinikker i Gaza, vil nu rejse sagen ved den internationale domstol i Haag.
Samtidig vil flere af oppositionens partier forfølge den ved en kommende forespørgselsdebat.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jan. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland