Ny rapport viser stor forskel på kommunernes indsats overfor udsatte. Især Odense får hug for nedskæringer, men kommunen afviser kritikken
Åbne arme eller en lukket dør. Hvilken offentlig indsats hjemløse, misbrugere og sindslidende mødes med, afhænger i høj grad af, hvor i landet de befinder sig.
Rådet for Social Udsattes nye Oxford-rapport afslører store forskelle på, hvordan kommunerne prioriterer indsatsen overfor de udsatte i det nye år.
- De store forskelle er forbavsende, selvom en vis variation mellem kommunerne er naturlig. Nogle kommuner har stor fokus på området, mens vi andre steder ser en direkte nedprioritering, siger formand for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, til Arbejderen.
Især Odense Kommune får hug. Selvom Odense traditionelt er kendt for at prioritere området højt, viser rådets rapport, at kommunen budgetterer med 5,3 procent mindre til de udsatte i år end sidste år.
Det kommer bag på formanden for byrådets socialudvalg, Erik Simonsen fra Liberal Alliance.
- Det må være en regnefejl. Der er ingen forringelser på udsatte-området i Odense, siger han til Arbejderen.
Rapporten påpeger også, at der ikke er væsentlige nye projekter på området, og at Odense slås med et større antal fattige end landsgennemsnittet. Mange unge løslades fra fængsler eller udsættes fra deres bolig til et liv som hjemløs, selvom kommunen ikke generelt har boligmangel.
Kommunes eget udsatteråd påpeger, at de udsatte ikke føler sig set og hørt i et uoverskueligt kommunalt system.
- Det er et kendt problem, som vi tager hul på at løse, når vi i foråret skal vedtage vores første udsattestrategi, forklarer Erik Simonsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278