Betjent meldes for vold mod Arbejderens fotograf, der tog billeder ved onsdagens demonstration, som støttede det græske folks kamp mod sociale nedskæringer
I dag modtager Statsadvokaten en klage over politivold mod Arbejderens fotograf.
Det sker efter at politiet onsdag aften - på 60-årsdagen for FN`s verdensklæring af menneskerettighederne - brugte hunde, stave og peberspray til at slå ned på en demonstration i København. Arbejderens fotograf, Helene Meden Hansen, var blandt dem, der fik 'kærligheden' at føle.
- Jeg gik tæt på for at få nogle gode billeder. Det er mit arbejde. Jeg bar mit pressekort synligt og havde kameraet fremme. Ud af ingenting kom en betjent og skubbede mig, så jeg faldt. Mens jeg lå ned kunne jeg pludselig mærke, at jeg fik et hårdt spark i maven, fortæller Helene Meden Hansen.
Unødvendig vold
Episoden blev overværet af Lisbeth Bryhl fra Forældre mod Politibrutalitet.
- Fotografen faldt omkuld lige foran mine fødder. Mens hun lå i fosterstilling på jorden, sparkede den samme betjent, som havde væltet hende, hårdt i maven. Det var en helt bevidst handling, selvom hun lå passivt på jorden. Det var voldsomt og helt unødvendig vold, fortæller Lisbeth Bryhl til Arbejderen.
Hun afleverer i dag en klage over politivold til statsadvokaten.
Efter volden trak de andre betjente deres voldelige kollega væk, og forsøgte at skjule ham bag politikæden. Men Lisbeth Bryhl udpegede betjenten og der blev taget et billede af ham.
Flere demonstranter så volden og forventes at vidne i sagen.
Med demonstrationen ville danske unge vise deres solidaritet med de hundredetusinder af grækere, der samme dag afholdt en generalstrejke i protest over den græske regering og over græsk politis nedskydning af en bare 15-årig dreng.
Solidaritet med grækerne
En af de unge danskere, der deltog i demonstrationen, er den 31-årige musiker Alexander Nicolas Truelsen. Han har fulgt de unge grækeres protester tæt, og var ikke et øjeblik i tvivl, da en sms om solidaritetsdemonstationen tikkede ind på hans mobil mandag.
- Jeg ville vise min sympati med grækerne. Mit band spillede i Thessaloniki sidste sommer. Derfor kender jeg nogle af de unge, der har været på gaderne de sidste dage. De er almindelige mennesker lige som os. Tyve procent af grækerne lever under fattigdomsgrænsen og deres sociale velfærd er ved at blive afmonteret af privatiseringer. Jeg ville gerne vise min solidaritet med den kamp, fortæller han til Arbejderen.
Trusler og anholdelser
Demonstrationen startede fredeligt på Israels Plads. Men politiet forbød de unge at gå videre til den græske ambassade, der var endestation for demonstrationen.
Først brugte politiet begrundelsen at ingen ville påtage sig at være ansvarlig for demonstrationen. Men da en meldte sig, ville indsatslederen alligevel ikke lade demonstrationen gå. Ifølge grundloven er det lovligt at demonstrere i samlet flok. Der stilles ikke krav om at en demonstration skal være anmeldt endsige at der skal være en anmelder.
Forældre mod Politibrutalitet melder om trusler og voldsomme anholdelser igennem hele aftenen.
'Hvis jeg ikke flytter mig, skyder du mig så?', spurgte en ung demonstrant. 'Ja det kan godt være', svarede betjenten. Denne ordveksling overhørte et medlem af Forældre mod Politibrutalitet. Og flere af medlemmerne blev truet med at blive anholdt under deres observation af politiets arbejde.
Politiet foretog ikke mindre end 62 anholdelser under demonstrationen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278