21 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sygehusdirektør advarer mod sygehusplan

Sygehusdirektør advarer mod sygehusplan

Tirsdag, 02. december, 2008, 00:00:00

Hospitalsdirektør frygter for pladsmangel, hvis regeringen vil samle de akutte patienter på 18 storsygehuse. Også praktiserende læger tvivler på planen

Hvert år behandler og undersøger Frederiksberg Hospital mere end 100.000 patienter, mens op mod 30.000 bruger hospitalets skadestue.
Regeringens plan om at centralisere akutbehandlingen til 18 store områdehospitaler, får hospitalets direktør, Stig Hvidtfeldt, til at frygte for patienternes sikkerhed.
Han mener, at centraliseringen vil føre til et 'gigantisk behandlingsunderskud'.
- Som det ser ud nu, tror jeg simpelt hen ikke, at der vil være plads på områdehospitalerne til alle de akutte patienter, nærhospitalerne tager i dag, siger Stig Hvidtfeldt til Arbejderen.
Hans kritik kommer efter, at regeringens ekspertpanel sidste uge afleverede en rapport til regeringen, der anbefaler en voldsom centralisering af fremtidens sygehusstruktur.
I Hovedstadsregionen vil det betyde, at nærhospitalerne på blandt andet Amager, i Glostrup og på Frederiksberg, stik imod regionens eget ønske, skal lukke eller skære voldsomt ned på aktiviteten, mens behandlingen vil blive samlet på Rigshospitalet, Herlev og Hvidovre.
Ekspertudvalget argumenterer med nødvendigheden af at samle ekspertise og sikre rutineret behandling.
- Det forstår jeg udmærket. Men nærhospitalerne i Hovedstadsområdet har allerede et volumen i den medicinske behandling, der giver den nødvendige rutine.
I dag behandler nærhospitalerne en meget stor gruppe af akutte, medicinske patienter, som det vil være en voldsom logistisk, fysisk og økonomisk udfordring at omlægge til de store områdehospitaler, påpeger Stig Hvidtfeldt.
For at imødekomme tabet af nærhed, har regeringen og Dansk Folkeparti på forhånd øremærket 250 millioner kroner af planens 25 milliarder kroners budget til lægehelikoptere og -ambulancer.
Samtidig vil regeringen arbejde for at omlægge den praktiserende lægepraksis i yderområderne til døgnåbne lægehuse, der kan klare nogle af skadestuernes nuværende opgaver.
Men det kræver mange flere ressourcer end der er sat af nu, mener de praktiserende lægers organisation, PLO.
- Man lover borgerne en faglig kvalitet på kompliceret akutbehandling, som vi ikke kan honorere i almen praksis, siger lægernes formand, Michael Dupont.
Han appellerer til, at Christiansborgs politikere ikke lover befolkningen for meget i bestræbelserne på at nå et bredt flertal for hospitalslukninger.
Sygehusplanen skal vedtages senest 1. februar efter forhandlinger mellem regionerne og regeringen. Regeringen ventes at følge ekspertudvalgets anbefalinger.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. dec. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland