Region Hovedstaden har besluttet, at Falck, Samariten Ambulans og Frederiksberg Brandvæsen skal stå for ambulancekørslen de næste seks år. Fagfolk advarer
Et flertal af politikerne i Region Hovedstaden valgte tirsdag at se stort på de bekymringer, som en række fagfolk har luftet i forbindelse med beslutningen om ambulancekørslen de næste seks år i regionen.
De besluttede, at Falck skal have flere ambulancer på gaderne i hovedstaden, end firmaet har i dag. Frederiksberg Brandvæsen bevarer nogenlunde status quo, mens svenske Samariten Ambulans fortrænger Københavns Brandvæsen og træder ind på scenen som ny leverandør i regionen.
Som ventet blev Københavns Brandvæsen holdt helt ude af ambulancetjenesten. Regionen forventer at spare ti millioner kroner om året på den nye aftale. Den årlige udgift er budgetteret til 390 millioner kroner om året mod 400 millioner i dag.
Kritikere af den nye aftale har sat spørgsmålstegn ved beredskabets størrelse, om den fremtidige uddannelse af reddere og om det tekniske udstyr, der skal udgøre kernen i en ny alarmcentral i regionen, når at blive klar fra dag ét. Kritikken afvises af formanden for regionsrådet, Vibeke Storm Rasmussen (S).
- Vi har lagt vægt på, at der bliver et ensartet niveau for alle regionens borgere. Vi hæver antallet af paramedicinere fra otte til 11. Der bliver taget nyt teknisk udstyr i brug, der sikrer bedre koordinering og dermed hurtigere udrykning. Så alt i alt er jeg ret sikker på, at der med den nye aftale bliver tale om markante forbedringer for borgerne, siger hun til Arbejderen.
Bekymringer
- Jeg synes, at nogle har haft for travlt med at sprede bekymringer. Det er fagfolk, der er sat på at løse de mange opgaver i den ny ambulancetjeneste, og jeg tror på, at opgaverne bliver løst, lyder det fra Vibeke Storm Rasmussen.
Reddernes Faglige Klub København er blandt dem, der har udtrykt bekymring.
- Jeg håber, politikerne har ret, når de siger, at det bliver bedre. Jeg har mine tvivl og mener stadig, beredskabsniveauet er sat alt for lavt, siger Kim Nielsen, klubbens formand, til Arbejderen.
Han beklager, at Københavns Brandvæsen ikke længere skal køre ambulancer i København.
- Det er meget trist, at politikerne fravælger et firma med mere end 100 års erfaring inden for området, og i stedet satser på et helt uprøvet firma som Samariten til at drive ambulancetjeneste midt i København.
Ingen overenskomst
Reddernes Klub har 600 Falck-ansatte som medlemmer. Kim Nielsen og klubben kan derfor ikke beskyldes for at lufte deres bekymringer, fordi deres firma har mistet opgaver.
- Nej, vi bekymrer os for borgernes sikkerhed, for vores fag og for hvilke vilkår kollegerne får i Samariten, der endnu ikke har overenskomstforholdene på plads. Vi mener, alt taget i betragtning, at det er et meget risikabelt valg, politikerne har truffet.
Samariten Ambulans får med den nye aftale foden indenfor i den tredje af landets fem regioner. Firmaet har allerede vundet licitationer i Midtjylland og Sjælland. Firmaet står til at vokse til mere end seksdobbelt størrelse på få måneder, men mangler stadig en overenskomst.
3F`s Transportgruppe har holdt et enket møde med den svenske aktør.
- Det er fire uger siden, vi hørte fra dem sidst. Dermed er fremtiden uvis for firmaet og for dets kommende ansatte, siger forhandlingssekretær i 3F`s Transportgruppe Søren Andersen til Fagbladet 3F.
Han understreger, at hvis Samariten vil køre ambulancer i Danmark, skal der underskrifter på en overenskomst med 3F. Ellers bliver der konflikt og blokade mod firmaet.
De nye firmaer forventes at overtage ambulancekørslen i løbet af anden del af 2009.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278