LO, FTF og AC kritiserer, at lovforslag om arbejdsløshedsforsikring indeholder skærpet krav til arbejdsløse for genoptjening af dagpengeret
Regeringen lægger op til en uacceptabel stramning af reglerne i forhold til a-kassemedlemmer, der er ramt af en sanktion på grund af overtrædelse af rådighedsreglerne.
Det mener de faglige hovedorganisationer LO, AC og FTF. Organisationerne henviser til det lovforslag om ændringer af arbejdsløshedsforsikring, som Folketinget førstebehandlede i går.
I dag er det et krav, at fuldtidsforsikrede arbejdsløse, der har overtrådt rådighedsreglerne, skal have mere end 300 timers arbejde inden for ti uger, før de igen har ret til dagpenge.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) foreslår genoptjeningskravet sat op til 390 timers arbejde i løbet af tre måneder. Ifølge ministeren er der tale om en administrativ ændring, der skal gøre det muligt for a-kasser og arbejdsgivere at få det størst mulige udbytte af et nyt registreringssystem.
- Det her handler ikke kun om administration. Der er tale om en helt unødig stramning af sanktionsreglerne, mener Klaus Jensen, a-kassleder i 3F Transport, Logistik og Byg Århus.
Han giver ikke meget for Arbejdsdirektoratets forklaring om, at der ikke bliver ændret ved det nuværende krav til beskæftigelsens omfang. Kravet vil stadig lyde på optjening af 30 timer pr. uge for fuldtidsforsikrede og 15 timer pr. uge for deltidsforsikrede.
- Jo tak, så kunne man med samme logik foreslå, at man satte timekravet op til 780 timer, som skulle findes inden for seks måneder, siger Klaus Jensen til Arbejderen.
- Konsekvensen er den samme for de arbejdsløse, der mister deres forsørgelsesgrundlag. De får først penge på kontoen igen, når de har optjent de timer, der forlanges. Det kan være svært nok med de nugældende regler, især i vinterhalvåret eller i nedgangstider, fortsætter han.
Klaus Jensen er derfor helt på linje med LO, FTF og AC, når de foreslår, at man fastholder det nugældende beskæftigelseskrav på 300 timer, men øger optjeningsperioden til tre måneder, vel vidende at det vil betyde en 'lille lempelse'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278