22 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gaderummet er ryddet

Gaderummet er ryddet

Tirsdag, 25. november, 2008, 00:00:00

- Vi må sove på gaden, siger Gaderummets brugere, efter at politiet har ryddet værestedet. Socialborgmester fastholder, at der ikke er grund til bekymring

Fredag formiddag lå omkring 30-40 hjemløse og unge og sov på deres værelser eller i de slidte sofaer i fællesarealerne. Udenfor var vinterens første snevejr netop begyndt.
Dagen var knap nok startet, da fogeden og politiet stormede værestedet Gaderummet på Nørrebro i København.
Efter flere års tovtrækkeri mellem kommunen og det kontroversielle være- og behandlingssted for hjemløse unge, satte politiet fredag de 30-40 beboere ud med hjælp fra politi og foged - uden forudgående varsel.
- De sagde til os, at vi skulle finde vores vigtigste ejendele og komme ud med det samme. Nogle af beboerne har boet her i årevis og har hele deres liv på værelserne. De fik en lille time til at tage med, hvad de ville have, fortæller Tina Rye Hansen, som er frivillig i Gaderummet, til Arbejderen.

Unge på gaden
Gaderummet har i mange år fungeret som et alternativt tilbud til hjemløse og unge med sociale problemer, som ikke føler sig tilpas i kommunens etablerede tilbud.
Men i sommeren 2007 lukkede Socialforvaltningen for bevillingerne til værestedet efter uenighed om den psykiatriske behandling.
Mange af de unge, der bruger Gaderummet, føler ikke de har andre steder at gå hen, så de blev boende i Gaderummets lokaler på Ydre Nørrebro efter lukningen. Gaderummets leder, Kalle Birch-Madsen og en del af personalet fortsatte med at arbejde uden løn.
- Både de, der boede i Gaderummet, og de godt 200, der dagligt brugte stedet, mister deres eneste samlingspunkt. Den stabilitet og tryghed, der har bygget op omkring Gaderummet, bliver slået i stykker, siger Alina Djakowska fra personalegruppen til Arbejderen.
Socialborgmester Mikkel Warming (Ø) deler ikke Gaderummets bekymring. Få gader fra Gaderummet har kommunen oprettet et nødtilbud til de unge, og desuden er der ledige pladser på byens herberger, påpeger han.
- Der er pladser, hvor Gaderummets beboere kan sove, siger Mikkel Warming til Arbejderen.
Alligevel frygter Alina Djakowska, at de, der boede i Gaderummet, nu sover på gaden eller i en af de lokale parker.
- Det kan godt være, at der statistisk set er plads rundt omkring på herbergerne. Men de unge har ikke overskud til at tage fra den ene ende af byen til den anden for at lede efter en plads. De har brug for et sted, hvor de kan være som gruppe, siger hun.

Usikker fremtid
Under alle omstændigheder har Københavns Kommune et problem på længere sigt, mener Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt Udsatte og medlem af Gaderummets bestyrelse.
- De unge, der kom og boede i Gaderummet, er en gruppe med tunge problemer og en dyb mistro til systemet og de etablerede tilbud. I Gaderummet fandt de et rum, hvor de blev taget alvorligt og respekteret, frem for at blive behandlet som klienter i det sociale system. Jeg frygter, at lukningen vil skubbe dem endnu længere ud af samfundet, siger Preben Brandt til Arbejderen.
Men der er ingen grund til bekymring, erklærer Mikkel Warming.
Socialforvaltningen har lavet en aftale med de private organisationer Missionen blandt hjemløse og Askovgården om at oprette et nyt værested i Gaderummets lokaler, og det vil kunne rumme Gaderummets brugere, forsikrer han.
- Der er ingen tvivl om, at der er behov for et alternativt tilbud til de unge. Derfor er det meget bevidst, at det ikke er kommunen, der står for det nye værested. Det nye tilbud vil blive målrettet Gaderummets tidligere brugere. Det vil både trække på de positive erfaringer fra Gaderummet og fastholde den brugerstyrede struktur, siger socialborgmesteren.
Preben Brandt tvivler dog på, at det nye tilbud vil fungere.
- Missionen blandt hjemløse og Askovgården er netop kendt for at drive de etablerede tilbud, de unge flygter fra, påpeger han.
Selvom politiet har sat spånplader for vinduer og døre, fandt en del af de unge i løbet af weekenden tilbage til den gamle fabriksbygning, der huser Gaderummet.
- De har ikke andre steder at tage hen, fastholder Tina Rye Hansen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. nov. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland