Far til ti børn mellem 12 og 33 år frygter for, hvordan han fremover kan se sine børn, hvis han tvinges til at melde sig hos politiet og bo fast i Sandholmlejren
I dag førstebehandler Folketinget integrationsministerens forslag om at stramme forholdene for udlændinge på tålt ophold, så de fremover skal bo fast i Sandholmlejren og melde sig hos politiet der hver dag - uanset hvor familien bor.
En af dem, der rammes af stramningerne, er den 52-årige Fouad Al-Souki. Han er blandt de mindst 21 personer, der lever et kummerligt liv på tålt ophold. Det drejer sig om mennesker, der er blevet udvist af Danmark, men ikke kan sendes til hjemlandet, fordi de risikerer fængsel og tortur. Folk på tålt ophold må hverken arbejde, uddanne eller gifte sig. De må heller ikke have en bolig. De får kost og logi samt 104 kroner i lommepenge hver 14. dag.
Arbejderen mødte Fouad Al-Souki i Sandholmlejren i går.
Hvad med familien?
Han frygter for, hvornår han igen får sin familie at se, hvis Folketinget skærper kravene. Han er far til ti børn mellem 12 og 33 år. Hans kone er død, men de hjemmeboende børn bor sammen med hans mor i Århus.
- Hvordan skal jeg fremover kunne se min familie, hvis jeg skal melde mig hos politiet hver dag og overnatte i Sandholm. Det tager fire timer at tage til Århus og fire timer hjem igen. Så kan jeg kun være et par timer sammen med mine børn. Det er helt umuligt, fortæller Fouad Al-Souki til Arbejderen.
Hvis ikke reglerne overholdes, vanker der fængsel i op til ét år.
Lovforslaget får skarp kritik fra blandt andre Foreningen af Udlændingeretsadvokater: Det minder om fængsling. Regeringen kan ikke maskere fængselslignende tilstande ved at kalde det noget andet, fastslår advokaterne.
Ikke for børn!
Alternativet for Fouad Al-Souki er, at familien flytter til Sandholm.
- Jeg bor i ét lille værelse sammen med fire andre mænd. Der er slet ikke plads til min familie her. Desuden er Sandholm ikke et sted for børn, konstaterer Fouad Al-Souki.
Han har boet i Danmark i tyve år og arbejdet i en ungdomsklub i Århus. Men i 2006 fandt politiet 98 gram heroin i hans mors lejlighed. Fouad Al-Souki siger, at han ikke kender noget til narkoen. Men han blev idømt ét års fængsel, fik frataget sin opholdstilladelse og udvist af Danmark. Han har afsonet dommen, og er nu på tålt ophold, fordi han ikke kan udvises.
I dag ser han sine børn cirka én gang om måneden. Det er svært at få råd til returbilletten, når man får udbetalt 104 kroner hver 14. dag i lommepenge.
Fouad Al-Souki er palæstinenser fra Libanon. Han flygtede til Danmark i 1988, da det blev for farligt at arbejde i PLO og FATAH-bevægelsen, hvor han var aktiv.
Årsagen til stramningerne for flygtningene på tålt ophold er den såkaldte tuneser-sag: Det vakte ramaskrig, da en tuneser, som PET mistænker for mordplaner på tegneren Kurt Westergaard, for nylig blev set i Århus. Her bor Kurt Westergaard, men det gør tuneserens kone og barn også. Dansk Folkeparti lagde pres på regeringen, som fremlagde et lovforslag i lyntempo.
Tuneseren har siddet fængslet i otte måneder, mens han ventede på at blive udvist. Men han kan ikke udvises på grund af Tunesiens brug af tortur. Derfor er han nu på tålt ophold. Onsdag kendte Højesteret fængslingen for uberettiget på grund af mangel på beviser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278