Dansk kvinde og mand anholdt for at protestere mod Israels udsmidning af ældre palæstinensere fra deres hus
Mens Israels præsident Shimon Peres i går indtog talerstolen i det britiske parlament i London og blev hyldet med dronninge-orden og professortitel, anholdt israelsk politi to danskere, mens de beskyttede et ældre palæstinensisk ægtepar i Jerusalem.
Peres er blevet adlet af dronning Elisabeth og kunne rette på sin hyldestmedalje, da danskerne blev lagt i håndjern og ført til fængslet 'Russian Compound' i det vestlige Jerusalem.
De to danskere, en svensker, en brite og palæstinenser blev med vold fjernet fra et telt, opført 20 meter fra familien al-Kurds hus, erfarer Arbejderen.
Huset i Sheikh Jarrah-kvarteret blev i sidste uge overtaget af israelske bosættere. Huset har været palæstinensernes i 60 år, men ved at forfalske papirer har israelere fået huset.
- Vi protesterede sammen med den gamle hjemløse husmor, Fawzie al-Kurd, i teltet på en grund tæt på huset, men blev fjernet af politiet med vold, siger Lilith Gimbel til Arbejderen over mobiltelefonen.
- Jeg fik blå mærker på armene, men fik at vide, at jeg selv ville blive anklaget for vold mod politiet, tilføjer hun kort efter sin løsladelse i går klokken 14.30.
Hun tror dog ikke at sigtelsen bliver til noget, da hun ikke blev afhørt. Politiet tjekkede kun pasnummer og telefonnummer.
Hændelsen ved teltet blev videofilmet og lægges snart ud på International Solidaritys hjemmeside (www.palsolidarity.org)
Tre andre fredsvagter fra Italien, USA og Skotland, der tirsdag blev anholdt for at beskytte palæstinensiske fiskere ud for Gaza, er stadig tilbageholdt. Den ene sultestrejker.
I går samlede en demonstration sig foran det britiske parlament, hvor Shimon Peres holdt tale. Også tirsdag aften demonstrerede briter mod Peres foran universitetet i Oxford, hvor han talte for studenter.
Her fordømte han de britiske akademikeres boykot af Israel i skarpe vendinger, skriver IMEMC.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278