20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Børnehave skal reklamere for Velux vinduer

Børnehave skal reklamere for Velux vinduer

Torsdag, 20. november, 2008, 00:00:00

Stadig flere kommuner åbner daginstitutionerne for firmaer og sponsorer. København vil give private bonus på 10.000 kroner for at hjælpe med børnepasningen

Når det danske vinduesfirma Velux skal lokke nye kunder til, kan de snart tage dem med på rundvisning i en af Hørsholm Kommunes børnehaver.
Velux leverer en stor del af byggematerialerne til institutionen, som kommunen vil opføre til næste år, og det giver koncernen ret til at bruge kommunens ejendom i sin markedsføring.
- Med byggematerialerne fra Velux får kommunen mulighed for at bygge en grøn, ressourcebesparende institution. Som modydelse får Velux ret til at fremvise den i deres markedsføring, siger Lars Christensen, formand for BUPL Nordsjælland, til Arbejderen.
Byggefirmaet betaler samtidig for 20 ekstra institutionspladser, som deres ansatte får fortrinsret til.
Hørsholm er ikke den eneste kommune, som inddrager private firmaer i børnepasningen.
Siden Folketinget for to år siden vedtog en lov, der giver kommunerne lov til bruge deres bygninger som reklameplads for private firmaer, er antallet af reklamebetalte legepladser og skoler steget støt.
I København vil et flertal i Borgerrepræsentationen give forældre og virksomheder en kontant bonus, hvis de hjælper kommunen med at opfylde pasningsgarantien.
- En bonus på 10.000 kroner kunne måske anspore forældre til at tage et ekstra år på barsel eller passe et barn mere. Samtidig kan vi bede de store virksomheder i for eksempel Ørestaden om at oprette private daginstitutioner i deres bygninger, forklarer De Radikales medlem af børne- og ungdomsudvalget, Kasper Johansen, til Arbejderen.
Han arbejder med et konkret forslag, som Socialdemokraterne, Venstre og De Konservative på forhånd har sagt, de er positive overfor.
Men en privat bonusordning vil medvirke til at udhule den kommunale velfærd, og sende kvinderne tilbage til kødgryderne, frygter fagforeningen LFS, som organiserer de københavnske pædagoger.
- Forslaget vil være med til at funktionstømme kommunen, som ender med bare at skulle være serviceorgan for de private aktører på området. Man skulle hellere bruge pengene på at sikre varige, pædagogiske tilbud i kommunen, siger Jan Hoby, næstformand i LFS, til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. nov. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland