20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sikkerhedsfirma vil til fadet

Sikkerhedsfirma vil til fadet

Onsdag, 19. november, 2008, 00:00:00

Det private sikkerhedsfirma Siras Academy vil mødes med militæret for at kunne komme med til Afghanistan

Danske sikkerhedsfirmaer ser frem til, at dansk militær i Afghanistan kommer med en bestillingsliste på bevogtning- og livvagtsopgaver.
- Både forsvarschefen og forsvarsministeren har sendt et par prøveballoner op. Det ligger i støbeskeen, at vi snart skal have et møde med forsvaret om at få konkretiseret opgaverne, siger Thomas Jasson, chefinstruktør hos Siras Academy til Arbejderen.
Siras Academy uddanner lejesoldater til især livvagtsopgaver.
Chefinstruktøren opfordrer militæret til at bruge Siras til eksempelvis bevogtning af bygninger, genopbygningsprojekter som kraftværker og vandværker og bevogtning af ansatte fra de private firmaer, som udfører projekterne.
- Som udgangspunkt er vi defensive, men vi kan ikke undgå konfrontationer. Derfor er det også utopi at tro, at vi kan løse vores opgaver ved at rende rundt med en knippel i hånden, erklærer Thomas Jasson.
- Når vi opererer i et højrisikoområde, skal vi selvfølgelig være bevæbnede med skydevåben. En god uddannelse skal sikre os mod de skandaler, vi tidligere har oplevet med private sikkerhedsfirmaer i eksempelvis Irak.
Thomas Jasson mener ikke, at de private firmaer skal være underlagt krigens love, som blandt andet slår fast, at civile skal beskyttes mod overgreb.
- Vi er ikke en hær, men et privat sikkerhedsfirma. Men vi skal skrive budskabet fra krigens love ind i vores kontrakter med de ansatte, så de kan straffes, siger Siras` chefinstruktør.
Forsvarsminister Søren Gade, har netop overfor Folketinget bekræftet, at vejen frem er at få flere private sikkerhedsfirmaer til at overtage militære opgaver.
'Erfaringerne fra Afghanistan viser, at det i en række tilfælde kan være hensigtsmæssigt at benytte private sikkerhedsfirmaer til løsning af personbeskyttelsesopgaver', siger ministeren i et svar på et spørgsmål fra Frank Aaen fra Enhedslisten.
Udenrigsministeriet benytter sig allerede af private livvagter fra det britiske firma ArmourGroup International til at beskytte danske civile rådgivere i det sydlige Afghanistan.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. nov. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland