Ifølge Cepos vil danskerne ikke betale mere i skat for efterløns-ordningen, derfor skal den afskaffes. Men danskerne betaler jo fuld pris i dag, påpeger AE-Rådet
Samfundet kan spare 12 milliarder kroner om året ved at afskaffe efterlønnen. Og da danskerne ikke er villige til at betale 12 milliarder kroner mere i skat, skal efterlønsordningen afskaffes.
Det konkluderer Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den nyliberale tænketank Cepos.
- Vi har ladet meningsmålingsinstituttet Catinet stille folk følgende spørgsmål: 'Efterløn finansieres delvist via skatterne. Hvor meget vil du være villig til at betale ekstra i skat for at bevare efterlønnen?' Under halvdelen vil betale mere, og kun 13 procent er villige til at betale de 3000 kroner om året, de 12 milliarder fordelt på hver voksen dansker bliver til, forklarer Mads Lundby Hansen.
Bagvendt spørgsmål
Han stiller sig helt uforstående over for det argument, at danskerne allerede i dag betaler for efterlønsordningen, dels via efterlønsbidraget, forhøjet a-kassekontingent og over skatterne. Og at spørgsmålet derfor burde være, om man vil være villig til at droppe efterlønnen til fordel for en skattelettelse på 3000 kroner om året.
- Vi har taget hensyn til det, folk betaler i dag. Spørgsmålet er, om de vil betale mere for at beholde ordningen. Men det vil de jo ikke, derfor må det eneste rigtige svar være at afskaffe efterlønnen, fastholder Mads Lundby Hansen overfor Arbejderen.
Som man råber i skoven, får man svar, lyder kommentaren fra Lars Andersen direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
- Det er almindelig kendt, at folk svarer forskelligt, alt efter hvordan spørgsmålet er formuleret. Og det er jo fuldstændig rigtigt, at spørgsmålet i det her tilfælde lige så godt eller mere rigtigt kunne hedde, om folk vil droppe efterlønnen til fordel for en skattelettelse, siger Lars Andersen til Arbejderen.
- Her er der gennemført utallige meningsmålinger, der viser at danskerne ikke vil droppe velfærd til fordel for skattelettelser, tilføjer AE-direktøren.
Efterløn og barsel
Cepos er nået frem til de 12 milliarder kroner, samfundet vil spare ved at afskaffe efterlønnen, ud fra en vurdering af, at det vil skaffe 100.000 ældre i arbejde, forklarer Mads Lundby Hansen. Der er i dag 145.000 efterlønnere.
Lars Andersen tvivler på, at afskaffelsen af efterlønnen vil betyde, at der straks vil komme 100.000 ældre i arbejde.
- Der er ingen tvivl om, at der vil komme flere i arbejde, hvis man stopper efterlønsordningen nu, hvor der stadig er et stort udbud af ledige job. Men man fratager jo samtidig folk en rettighed, understreger Lars Andersen Og tilføjer tørt:
- Hvis det kun skulle gælde om at skaffe ekstra arbejdskraft, kunne man jo også afskaffe barselsorloven.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278