20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hans Engell vidner for Christiania

Hans Engell vidner for Christiania

Fredag, 14. november, 2008, 00:00:00

Vi gav Christiania brugsret, indrømmede Hans Engell i retten. Så skal regeringen ekspropriere, før brugsretten kan ophæves, hævder Knud Foldschack

Tilhørerpladserne var fulde, da Christianiasagens mest prominente vidner onsdag indtog deres plads i vidnestolen i Østre Landsret i København.
Advokat Knud Foldschack havde indkaldt tidligere forsvars- og justitsminister Hans Engell.
Han fortale først om sin periode som forsvarsminister, hvor han fra Folketingets talerstol i 1982 sagde, at Christiania skal bevares uden tidsbegrænsning. Dernæst kom han ind på sin periode som justitsminister, hvor fristaden blev lovliggjort i den såkaldte christianialov, blandt andet med konservative stemmer.
- Loven blev vedtaget på regeringens foranstaltning. Vi valgte en ikke-konfrontationspolitik, for som mindretalsregering kunne vi godt se på flertallet i Folketinget, at en nedlæggelse af Christiania var politisk urealistisk. Det kom også til udtryk, da vi forkastede et forslag fra Fremskridtspartiet om en hurtig nedlæggelse af Christiania, sagde Hans Engell i retten.
Dermed bekræftede den tidligere minister, at Christiania har haft brugsret til området siden 1982, hvor også den daværende miljøminister sagde det, mener Knud Foldschack.
- Hans Engell bekræftede, at regeringen accepterede det alternative flertal i Folketinget og bibeholdt Christiania. Det er vigtigt at få slået fast, at der startede en varig brugsret i 1982, som ikke blev ændret frem til Christianialoven blev vedtaget i 1989. Det viser, at christianitterne havde en berettiget forventning om at kunne blive på området, siger han til Arbejderen.
I retten forklarede flere af Forsvarsministeriets tidligere jurister, at loven kun kunne ændres, hvis Christianitterne misligholdt deres del af aftalen om vedligeholdelse af det gamle fæstningsareal, eller hvis staten ønskede at bruge området til noget andet.
Det betyder ifølge Knud Foldschack, at der skulle have været en ekspropriering, før VK-regeringen med den nye christianialov i 2004 ophævede Christianias kollektive brugsret.
- Selvfølgelig kan Folketinget vælge at vedtage en anden lov. Men det bliver christianitterne jo ikke retsløse af. Hvis Folketinget vil bryde de aftaler, der er indgået, må de jo betale en erstatning, påpeger han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. nov. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland