20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Straf til forældre og kommuner

Straf til forældre og kommuner

Onsdag, 12. november, 2008, 00:00:00

Forældre til marginaliserede unge skal per automatik have et ¤¤forældrepålæg¤¤ - hjælper det ikke ryger børnepengene

843,3 millioner kroner til mere straf, politi og anklagemyndighed især rettet mod unge og deres forældre. Det er der blevet råd til frem til 2012 i den finanslovsaftale, som regeringen, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har indgået.
Der skal '!slås hårdt ned på bander og uromagere. Forældre og unge skal tage ansvar for deres handlinger. Og der skal sættes kontant ind mod uacceptabel adfærd blandt unge', hedder det i aftalen.
Som en forsøgsordning skal programmet 'MultifunC' afprøves herhjemme. 'MultifunC', der er kendt fra Norge og Sverige, skal gøre det nemmere at spærre børn helt ned til tolv år inde på en døgninstitution i op til ni måneder, selvom de er under den kriminelle lavalder.
Også kommunerne skal straffes: Hvis lokale unge på mellem 15 og 17 år begår kriminalitet og ender i fængsel, skal kommunen være med til at betale regningen for opholdet.
Forældre, der ikke samarbejder med myndighederne og har børn som ikke kommer i skole, begår kriminalitet eller trives dårligt, skal fremover have et 'forældrepålæg' af kommunen. Hjælper det ikke, skal kommunen stoppe udbetalingen af familiens børnepenge.
Herudover skal forældrene hæfte økonomisk, hvis deres hjemmeboende børn begår kriminalitet. Unge med en 'uacceptabel adfærd' skal idømmes et ungepålæg, om eksempelvis at rydde op efter hærværk. I alt afsættes 50 millioner kroner frem til 2012 til at udskrive pålæg til unge og deres forældre.

Dobbeltstraf
- Man kan altså ikke straffe sig ud af sociale problemer. Det er som om, regeringens eneste svar bare er straf oven på straf. Hvor ender vi henne? De udsatte børn får en dobbelt straf, når man straffer deres forældre. I forvejen har denne gruppe ikke råd til at gå til fodbold, gå i biografen og deltage i det sociale liv, som er så vigtigt for at opbygge et socialt netværk med sunde interesser. Fratages disse familier deres børnepenge, bliver de endnu mere marginaliserede, siger Benny Andersen til Arbejderen.
Han er næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund og med i to faglige netværk af socialpædagoger, der til daglig arbejder med marginaliserede og kriminelle unge.
Han har tygget sig igennem finanslovsaftalen og leder stadig efter penge til forebyggelse:
- Jeg har ikke fundet penge til forebyggelse i den nye aftale. Det er som om regeringen, tror, at de unge gerne vil være kriminelle, og selv er skyld i den situation, de er havnet i. Politikerne må erkende, at det her koster penge og tager tid.

Tag et spil ludo
Hos Dansk Folkeparti derimod er der tilfredshed med de nye stramninger.
- Jeg bliver lidt træt af at høre, at det koster penge at få sine børn til at opføre sig ordentligt. Hvis en familie har fået frataget børnepengene, fordi deres barn ikke har opført sig ordentligt, er det altså stadig tilladt at spille et familiespil som Ludo eller finde på andre gratis glæder, lyder opfordringen fra Pia Adelsteen, politisk-økonomisk ordfører for Dansk Folkeparti.
- Det her er et opvågningsspark til familierne. Det er jo først, når deres børn har lavet noget galt, at de får inddraget børnepengene. Jeg er opdraget til, at hvis man laver noget galt, så får man indskrænket sin frihed. Og når man begynder at opføre sig ordentligt, får man langsomt udvidet den igen, siger Pia Adelsteen til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. nov. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland