21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dagsværkere støtter skoler i Niger

Dagsværkere støtter skoler i Niger

Tirsdag, 04. november, 2008, 00:00:00

I morgen hiver elever over hele landet en dag ud af kalenderen, for at samle ind til at børn og unge i Niger kan komme i skole

'Giv et lift ud af fattigdommen', lyder dette års opfordring til danskerne fra Operation Dagsværk.
- I år støtter vores projekt skolebygning i Niger i Vestafrika, et af verdens allerfattigste lande. Femten procent af befolkningen kan hverken læse eller skrive, så skolen er et godt sted at starte, fortæller kampagneleder i Operation Dagsværk, Stine Bang, til Arbejderen.
Skolerne skal især sikre, at piger og børn af nomader får mulighed for at få en uddannelse.
Siden midten af december har Stine Bang og andre dagsværkere fra forberedelsesgruppen vist film, lyd og læst fortællinger fra Niger for eleverne på 120 gymnasier.
Projektet i Niger løber over tre til fire år. Herefter håber Operation Dagsværk, at den nigerske stat og de lokale fører projektet videre. Konkret skaber projektet 19 grundskoler med undervisning til 2100 børn, hvor mindst 30 procent er nomader og 45 procent er piger.
De lokale skal selv være med til at udforme skolen, ansætte lærere og vælge hvilket lokalt sprog, der skal tales. I dag undervises der på fransk - og det sprog er der ikke mange fattige og nomader der taler.
Foreløbig har 21.000 danske elever fra de gymnasiale uddannelser samt de ældste klaser i folkeskolen sagt ja til at arbejde frivilligt i morgen onsdag den 5. november.
- Vi samler penge ind ved at gøre rent for folk, vi vasker biler, laver gadeteater, spiller musik, ordner haver, bager kage og meget andet. I Ikast og i Næstved besøger eleverne det lokale plejehjem for at spille banko med de ældre, siger Stine Bang.
Eneste regel er, at hver elev skal have minimum 300 kroner for fem timers arbejde.
Rapperne Per V. og Ole D. har været i Niger og indspille en slagsang med et par nigerske kollegaer. Og alle elever, der støtter op om Operation Dagsværkdagen, får en gratis cd.
Projektet gennemføres i samarbejde med ulandsorganisationen CARE Danmark. Care Danmark tilbyder skolerne gratis foredrag, oplæg og øjenvidneberetninger fra Niger. Oplægsholderne har arbejdet i Niger i kortere eller længere tid, og har derfor et indgående kendskab til landet.
Siden 1985 har Operation Dagsværk indsamlet mere end 120 millioner kroner til tyve udviklingsprojekter rundt om i verden.

Læs mere om Operation Dagsværk og indsamlingsdagen på www.od.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. nov. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland