Højesteret har først tid i marts 2010 til at behandle, om 26 borgere må slæbe statsministeren i retten for grundlovsbrud
Grundlovssagen om lovligheden af Danmarks angrebskrig mod Irak trækker i langdrag.
Det står klart efter, at advokat Christian Harlang mandag var i Højesteret for at modtage en køreplan for sagen. Først om halvandet år - til marts 2010 - vil Højesteret tage stilling til, om 26 borgere (heriblandt forældrene til den dræbte soldat Bjarke Kirkmand) overhovedet har en retslig interesse i at føre retssagen. Der er kun afsat tre retsdage til behandlingen.
- Tre dage er ikke nok. En dag i Højesteret varer kun fire timer og tyve minutter. Det er utilfredsstillende. Det er en vigtig sag, som handler om grundlovsbrud. Efter den nye domstolsreform skal Højesteret kun tage sig af principielle sager som denne. Derfor skulle man tro, at der var en tidligere tid, siger Christian Harlang til Arbejderen.
Først når Højesteret har taget stilling til borgernes retslige interesse, kan sagen for alvor begynde, hvis sagsøgerne altså får lov til at føre sagen.
De 26 sagsøgere mener, at regeringens beslutning om at sende Danmark i krig mod Irak er strid med grundloven, der slår fast, at al magtanvendelse mod fremmede stater er forbudt, medmindre det sker i selvforsvar eller med baggrund i en FN-sikkerhedsrådsresolution.
Ingen af disse to betingelser var til stede, da 61 folketingsmedlemmer den 21. marts 2003 besluttede at sende Danmark i krig, mener sagsøgerne. Danmark var nemlig ikke under angreb, og der forelå ikke et FN-mandat. Derfor afsendte de i oktober 2005 en stævning mod statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Sagen blev rejst tilbage i 2005.
- Men den risikerer at trække ud til år 2015-2016. Det er utilfredsstillende. Det er en vigtig sag, der handler om hvorvidt jungleloven eller FN-pagten skal gælde. Men statsministeren har interesse i at trække sagen ud, slutter Christian Harlang.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278