21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU truer dansk datalov

EU truer dansk datalov

Onsdag, 29. oktober, 2008, 00:00:00

EU vedtog i fredags at udveksle oplysninger om landenes strafferegistre gennem et centralt computernetværk. Men det strider imod dansk persondatalovgivning

EU`s justitsministre blev på et rådsmøde i fredags enige om, hvordan et nyt fælles informationssystem for udveksling af strafferegistre skal udformes. Systemet kaldes ECRIS. Men ifølge Datatilsynet strider systemets udformning mod den danske Persondatalovgivning.
I et notat til Justitsministeriet i sidste uge gør Datatilsynet opmærksom på, at danske myndigheder har pligt til straks at slette eller tilintetgøre personlige oplysninger 'af særlig interesse for fremmede magter' i tilfælde af krig eller besættelse.
Bestemmelsen skal beskytte bestemte grupper mod at bliver forfulgt, som det skete som følge af det danske politis register over kommunister under Anden Verdenskrig.
Datatilsynet gør i notatet opmærksom på, at som EU`s informationssystem tænkes udformet, er der ingen garanti for, at de personfølsomme data straks bliver slettet eller tilintetgjort, sådan som loven kræver.
Så sent som sidste år afslog Datatilsynet en ansøgning fra ATP om at lade oplysninger om dens kontohavere blive databehandlet i Sydafrika og Indien. Afslaget kom, selv om ATP indvendte, at de udenlandske edb-konsulenter kun kunne se oplysningerne på en skærm.
Ifølge Datatilsynet ændrede det ikke ved, at oplysningerne ikke må kunne ses af databehandlere i udlandet.
Derimod er der intet til hinder for, at udenlandske myndigheder kan bestille oplysninger fra det danske strafferegister hos Rigspolitichefen. Det har været muligt siden 1959, da Europarådet vedtog en konvention om gensidig retshjælp i Europa.
Det vides ikke, om Datatilsynets notat til Justitsministeriet vil blokere for dansk tilslutning til ECRIS. Da den nuværende Persondatalov skulle vedtages, fortalte Justitsministeriet i 1999 Folketinget, at 'det centrale kriminalregister ikke må føres i udlandet'. Og det vil være tilfældet med EU`s nye computernetværk for strafferegisteroplysninger.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland